Erstatning til minkavlere opjusteres med godt 6 milliarder
Udgifterne til erstatningerne til minkavlerne forventes at ville blive 6,3 milliarder kroner højere end først antaget, oplyser fødevareminister Jacob Jensen (V).

Udgifterne til erstatningerne, m.v., til minkavlerne forventes at ville blive 6,3 milliarder kroner højere, idet skønnet er opjusteret fra 17,6 milliarder kroner til cirka 24 milliarder kroner, lyder det fra fødevareminister Jacob Jensen (V). Foto: Tenna Bang
Fødevareminister Jacob Jensen (V) har oversendt en orientering til Folketingets Finansudvalg og Miljø- og Fødevareudvalg om, at udgifterne til erstatningerne m.v. til minkavlerne forventes at ville blive 6,3 milliarder kroner højere, idet skønnet er opjusteret fra 17,6 milliarder kroner til cirka 24 milliarder kroner.
Fødevareministeren orienterede tilbage i oktober 2023 Folketinget om, at man forventede, at udgifterne ville blive højere.
Skønnet over udgifter til erstatninger m.v. til minkavlere er opjusteret navnlig på baggrund af erstatningsniveauet i de første 51 afgørelser om nedlukningserstatning fra erstatnings- og taksationskommissionerne. Erstatningsniveauet i afgørelserne har således vist sig at være højere, end forventet.
Det nye skøn er fortsat behæftet med stor usikkerhed, idet der skal afgøres flere sager om nedlukningserstatning, herunder principielle klagesager, inden der kan gives et mere pålideligt estimat for de samlede udgifter til erstatning m.v.
Et værdigt punktum
- Det er helt afgørende, at vi får sat et værdigt punktum for minkavlerne. Og det gør vi ved, at de får den fuldstændige erstatning og kompensation, som de har ret til, så hurtigt som muligt, siger Jacob Jensen og fortsætter:
- Jeg har orienteret Folketinget om, at de nyeste skøn viser, at udgifterne til minkerstatningerne forventes at blive højere, end hvad man forventede i 2021, da aftalen om minkerstatninger blev indgået.
Ministeren oplyser, at der er flere årsager til, at navnlig erstatningsniveauet i de første afgjorte sager om nedlukningserstatning har vist sig at være højere, end oprindeligt antaget.
- Det vigtigste for mig er, at minkavlerne får det beløb, de har krav på, og at det går hurtigere med at få udbetalt de sidste erstatninger, fastslår Jacob Jensen.