Aarhus Universitet trækker oksekødsrapport tilbage
Rapporten om klimabelastningen fra oksekød er trukket tilbage, da den ikke lever op til Aarhus Universitets standarder om armslængde og uafhængig forskning. Forfattere bag rapport står stadig på mål for rapportens resultater.

Opdateret kl. 16:46
I lyset af den heftige debat og kritik af en rapport om okse- og kalvekøds klimapåvirkning som er udgivet af Aarhus Universitet, har forfatterne bag rapporten nu besluttet at trække rapporten tilbage. Det skriver DCA ved Aarhus Universitet selv i en pressemeddelelse.
- I denne sag kan der stilles spørgsmål ved armslængden til erhvervsinteresser; bl.a. fordi erhvervspartnere har haft lejlighed til at give input og kommentarer under skrivning af rapport og pressemeddelelse. Det lever ikke op til de standarder, universitetet har omkring uafhængig forskning og god forskningsskik, og vi har derfor valgt at trække rapporten tilbage.
- Vi kan ikke leve med at sådanne forhold skaber tvivl i offentligheden om universitetets integritet og der vil nu blive strammet op på procedurerne. Da rapporten ikke lever op til vores normale standarder om armslængde, leverer vi de bevilgede midler fra Kvægafgiftsfonden tilbage, siger Niels Halberg, direktør i DCA.
Rektor ud med hård kritik
Niels Halberg har ellers hele tiden i forløbet forsvaret rapporten og fastholdt, at der var tale om uvildig forskning. I weekenden stod rektor på Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen dog frem i avisen Information og kritiserede forløbet voldsomt.
- Det giver slet ikke nogen mening at tale om uafhængighed her. Og et af adelsmærkerne ved universitetsforskning skal jo gerne være, at vi bedriver uafhængig forskning. Ellers mister vi troværdighed. Så det er en uacceptabel måde at håndtere den slags på, sagde Brian Bech Nielsen.
Oksekødsrapporten er forfattet af to seniorforskere fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, Lisbeth Mogensen og John E. Hermansen. Den tredje forfatter er seniorforsker Ellen Trolle fra DTU Fødevareinstituttet.
Står inde for resultater
I pressemeddelelsen fra DCA lyder det fra de to Aarhus-forskere, at de stadig sætter pris på rapporten. Rapportens resultater bliver nu sendt til faglig bedømmelse hos internationale forskerkolleger i en såkaldt »peer-review«.
Også Niels Halberg fortæller, at DCA til trods for tilbagetrækningen fortsat står inde for den gennemførte forskning og dens resultater, selvom den ikke har levet op til armslængdeprincippet.
- Den bedste måde at imødegå faglig kritik på, er ved at internationale forskere nu gennemgår metoder og resultater via peer review, siger Niels Halberg.
Meningen med oksekødsrapporten er at give et samlet overblik over okse- og kalvekøds klimapåvirkning gennem hele kæden fra primær produktion og slagteri, til tilberedning i hjemmet, inklusiv tab i kæden.
lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 22 67 35