LandboSyds afslørende lange liste med myndighedernes datokrav til landbruget hænger på væggen på kontoret i Bruxelles og minder om en af opgaverne for nyvalgte parlamentariker Asger Christensen.
Tidligere sørgede Asger Christensen hver eneste dag for at komme i stalden klokken 4.30 hjemme på Nørupgaard i Jordrup ved Kolding. Her fik han klaret en masse opgaver og fik en god start på dagen.
Men det er slut nu, fortalte han på LandboSyds medlemsmøde på Gråsten Landbrugsskole. Som travl EU-parlamentariker har han ikke længere tid til landbruget derhjemme.
Til gengæld har han to-tre medarbejdere ansat til alene at klare kontoret i parlamentet – 300 e-mails og et hav af dokumenter skal hver dag besvares og håndteres, og det formår han som politiker trods alt ikke selv at gøre ved siden af opgaven med at drive politik på europæisk plan.
Cyklede - og med gummistøvler
Asger Christensen fortalte, at han på forhånd stillede tre krav til sig selv, hvis han skulle blive valgt til EU-parlamentet. Han ville cykle til Bruxelles, og han ville møde i parlamentssalen i gummistøvler. Det gjorde han.
Det tredje mål lykkedes han også at komme i land med, nemlig at blive medlem af det vigtige landbrugsudvalg. Lige netop i de kommende måneder indledes forhandlingerne om den meget vigtige reform af landbrugspolitikken. Der laves en aftale for de næste fem år, og det får stor betydning for danske landmænd, om der trækkes i den ene eller anden retning.
Han afslørede, at LandboSyds mange sider lange liste over dato-krav til landbruget hænger på væggen på kontoret i Bruxelles og minder ham om, at der er en stor opgave at løse med at skære ned på bureaukratiet.
Polak ændrede signaler
Landbrugspolitikken skal være enkel, ubureaukratisk og skabe plads til store og små landbrug, forklarede han. Det var også baggrunden for, at Asger Christensen afviste, at den 64-årige svindelmistænkte polak Janusz Wojciechowski skulle være landbrugskommissær:
- I anden omgang sagde han til os parlamentarikere, at han: will take care of all farmers in Europe, så han havde lært lektien, forklarede Asger Christensen.
Round Up en stor opgave
I den kommende tid bliver Round Up et af de store politiske spørgsmål. Asger Christensen sagde, at han undrer sig over, hvor grønne politikerne er i parlamentet - selv i den liberale gruppe.
- Jeg har opdaget, at man skal tale til dem med følelserne, sagde Asger Christensen.
- Virkelighedens verden og fagligheden interesserer dem ikke – for eksempel, hvis hele EU kommer ned på et dansk sprøjteniveau, vil det samlede forbrug af pesticider falde med 60 procent.
L&F viser vejen
Med på medlemsmødet var også Venstres tidligere næstformand, Kristian Jensen samt næstformand i Landbrug og Fødevarer, Thor Gunnar Kofoed. Kristian Jensen var fredag til første møde med Dan Jørgensen om den nye klimalov og gav et indtryk af stemningen på Christiansborg, mens Thor Gunnar Kofoed præsenterede opskriften på, hvordan dansk landbrug er løsningen og ikke problemet.
hl