Langsom udbetaling fra styrelse fører til udsat betalingsfrist
Fødevareminister har lyttet til opråb fra L&F og udsætter betalingen af forpagtningsafgift for de landmænd, der plejer statslige arealer. Det sker efter, at Landbrugsstyrelsen er forsinket med udbetaling af plejegræstilskud

Naturstyrelsen opkræver normalt afgift for leje af arealer forud den 1. april, men giver nu mulighed for henstand af betalingen af den årlige afgift indtil senest den 1. august 2020. Foto: Ditte Birkebæk Jensen.
Flere forpagtere er i år ramt af en forsinket udbetaling af plejegræstilskud fra Landbrugsstyrelsen. Naturstyrelsen giver derfor disse forpagtere mulighed for at rykke den årlige betaling af den afgift, som de betaler for at have deres dyr til at græsee på Naturstyrelsens arealer. Fristen er rykket fra 1. april til 1. august i år.
Flytningen kommer efter, at Landbrug & Fødevarer over for fødevareminister Mogens Jensen (S) for nylig netop har bedt om en udsættelse.
Viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen, er derfor også tilfreds, selvom det selvfølgelig ikke løser problemet med de sene udbetalinger af tilskud fra Landbrugsstyrelsen.
- Jeg er glad for at fødevareministeren har lyttet til vores opråb, og udsætter betalingen af forpagtningsafgift for de landmænd, der plejer statslige arealer, siger Lone Andersen, der fortæller, at hun fortsat vil arbejde for. at der findes en varig løsning for udfordringerne for alle naturplejere.
- Altså, at der kommer hurtig udbetaling af tilskuddet fra Landbrugsstyrelsen! Og forskudsudbetaling i de tilfælde, hvor løsningen lader vente på sig, siger hun.
Styrelse afhængig af forpagtere
Fra Naturstyrelsen lyder det, at normalt får de fleste forpagtere udbetalt plejegræstilskud omkring årsskiftet, men på grund af forsinkelsen i Landbrugsstyrelsen er udbetalingen i år udskudt, så det finder sted fra foråret til den 30. juni.
Naturstyrelsen opkræver normalt afgift for leje af arealer forud den 1. april. Fra Mads Jensen, kontorchef i Naturstyrelsen, lyder det om baggrunden for at rykke betalingen:
- Vi er afhængige af forpagterne i naturplejen, ligesom de er afhængige af at kunne få deres dyr på græs. Derfor imødekommer vi nu den økonomiske usikkerhed, som nogle forpagtere er havnet i, ved at give forpagterne mulighed for at vente med at betale afgift for leje af Naturstyrelsens arealer i foråret 2020, siger han.
Naturstyrelsen vil hurtigst muligt og inden 1. april kontakte alle forpagtere med vilkårene for betalingen i år. Naturstyrelsen oplyser, at naturplejere som normalt vil blive opkrævet betaling af den årlige rate for forpagtning pr. 1. april, men en der vil ikke blive pålagt et rykkergebyr eller morarenter, såfremt betalingen sker inden 1. august.