Spørgsmålet om landbrugets fonde har politisk længe været en varm kartoffel. I 2015 ville den daværende SR-regering flytte administrationen af tre af fondene over i Landbrugsstyrelsen, som dengang hed NaturErhvervstyrelsen, og gøre op med erhvervets flertal i fondene. Det drejer sig om de to Promilleafgiftsfonde samt Fonden for Økologisk Landbrug. Det skete efter anbefalinger fra Natur- og Landbrugskommissionen fra 2013.

SR-regeringen kom så langt, at den daværende fødevareminister Dan Jørgensen (S) var klar med et lovforslag, men det nåede aldrig at blive vedtaget, inden regeringsmagten i juni 2015 skiftede.

I maj 2016 kritiserede statsrevisorerne i en rapport kraftigt systemet omkring landbrugets fonde. Til Effektivt Landbrug uddybede statsrevisor Peder Larsen (SF), at fondenes forvaltningspraksis skaber risiko for, at vanetænkning vinder på bekostning af nytænkning til skade for landbrugets innovationsevne

- Når man er ny og fremme i skoene, så er det ikke altid, at andre opfatter, at det er den vej, vinden skal blæse. Men man må spørge, om man kun skal til det, der har været kendt i årtier, eller skal man også prøve at finde noget, som kunne vise nye veje, sagde han.

Politik