Før Covid-19 holdt verden i sit jerngreb og den danske minkbranche stadig var upåvirket, var Holstebro den danske kommune med ubestridt flest minkfarme med hele 107 farme.

Nu ligger erhvervet øde og mange menneskers livsgrundlag står netop nu i det uvisse. Derfor er der blandt andet nedsat en taskforce på arbejdsmarkedsområdet i Holstebro Kommune, som skal hjælpe minkbranchen videre i den aktuelle situation.

Taskforcen vil svare på gårdejerne og familiernes spørgsmål til andre forretningsområder eller vejlede omkring virksomhedslukning. Det kan også være de ansatte på en minkfarm, der har brug for hjælp til at skrive deres jobansøgninger og CV'er, og det kan være vejledning til, hvordan de kan få godtgørelse til at tage en efteruddannelse.

Det kan også være minkavlernes udenlandske medarbejdere, som har brug for et skræddersyet boost af deres dansk-kompetencer. Derudover kan det være foderleverandøren og specialproducenten, som skal se sig om efter en ny branche og andre muligheder. 

Udvidet hjælp

- Vi har nogle dygtige medarbejdere, som alle vil bidrage til at finde løsninger, der kan komme minkbranchen til gavn, siger Lars Stampe, som er formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Holstebro Kommune, i en pressemeddelelse. 

Taskforcen vil tage hjælpen videre til andre aktører, som for eksempel Erhvervshus Midtjylland, der har specialviden om regeringens hjælpepakker.

- Giv os et kald, så hjælper vi bedst muligt, understreger Søren Landkildehus, som er erhvervs- og arbejdsmarkedschef i Holstebro Kommune.

Der er på nuværende tidspunkt ikke fastsat en endelig kompensationsordning for minkbranchen.

vjg