Læserbrev: Korrekte oplysninger, tak
Dette er et læserbrev, som vi hos Effektivt Landbrug har valgt at bringe i vores medier.

Professor Stiig Markagers teoretiske beregninger holder ikke stik i forhold til foretagne prøver.
Af Carsten Søborg, næstformand for Jammerbugt Vandløbslaug, Tranumvej 22, Birkelse, 9440 Aabybro.
Professor Stiig Markager, Aarhus Universitet, påstår, at 40 procent af den gødning, der tilføres landmandens marker, udvaskes. Professoren understreger, at det specielt er et problem på lavbundsjordene, der ligger tæt ved vandløb eller hav.
Professorens teoretiske beregninger holder heldigvis ikke stik over for en prøve i virkeligheden.
Fra fem års målinger ved udløb fra dræn, hvor der er taget en vandprøve 24 gange pr. døgn hele året rundt udført af andre på Aarhus Universitet på min ejendom, der grænser op til Limfjorden, dokumenteres, at der kun udvaskes 6-7,5 procent af den tilførte gødning.
Lignende målinger findes mange andre steder.
Selv en professor bør komme med korrekte oplysninger og ikke på forkert grundlag komme med urigtige beskyldninger mod et helt erhverv.