Både i Sverige og Tyskland lyder der massiv kritik af statsministerens beslutning om at lukke de danske grænser.

I Tyskland siger Flensborgs overborgmester Simone Lange fra det tyske socialdemokrati, SPD, til Flensborg Avis, at hun er ufattelig rystet og ked af det.

- Det her er en stor fejl. Vi bremser smitten med karantæne og ikke med grænselukninger. Schengen-samarbejdet anser jeg dermed for begravet.  

Vil skade økonomien – men ikke reducere smitte

Heller ikke i Sverige møder grænselukningen opbakning hos den svenske stats-edpidemiolog fra den svenske sundhedsstyrelse Anders Tegnell, lyder det i det svenske medie Aftonbladet. Her betegner han den danske beslutning som fuldstændig meningsløs.

- Historisk set har det vist sig at være et meningsløst tiltag, siger han til det svenske medie. Bare tanken om, at du kan holde et land udenfor. Det er bare ikke muligt med det, vi ved om sygdommen i dag, skriver Ekstra Bladet.

Han tilføjer, at grænselukningen ikke kan begrundes ud fra et videnskabeligt perspektiv.

- Jeg synes, at det er meget vanskeligt at se, hvordan det kan hjælpe os. Der er ingen undersøgelser, der kan understøtte det. Tværtimod vil det skade os økonomisk. Det er der på den anden side lavet studier om, fastslår Anders Tegnell fra den svenske sundhedsstyrelse.