Merrild er fortrøstningsfuld over ny S-regering
Aftalen mellem de fire røde partier, der nu gør det muligt for Mette Frederiksen at danne en ren S-regering, er til at leve med for L&F-formand, Martin Merrild, der dog er utilfreds med udsigten til, at lempelser i bo- og gaveafgiften nu rulles tilbage.

L&F-formand Martin Merrild er parat til samarbejde med statsminister Mette Frederiksen (S) om, hvordan fødevaresektoren kan hjælpe med at reducere Danmarks klimaaftryk.
Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, er fortrøstningsfuld i forhold til det kommende samarbejde med den nye S-regering, som ventes præsenteret i løbet af i dag. Det er han, lyder det fra Landbrug & Fødevarer, fordi Mette Frederiksen, der nu er statsminister, gennem hele forløbet op til, har talt for de brede løsninger, som landbruget har brug for.
Om den »politiske forståelse« som Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten sent onsdag aften blev enige om – og som indeholder en række punkter, som den nye regering nu forpligtiger sig til, og hvor flere af dem vedrører landbruget – så kan Martin Merrild også godt finde punkter, hvor landbruget er klar til samarbejde. Det gælder især på klima- og miljøområdet, lyder det.
Fra Martin Merrild lyder det, at landbruget skal være tilfredse med det resultat, der ligger. I stedet for en stramning af den nuværende miljøregulering så bygger den kommende regering nemlig videre på beslutninger fra den tidligere regering og fortsætter den målrettede regulering.
Derudover har regeringen også besluttet sig for at lave en ny jordreform, hvilket falder godt i tråd med, hvad Landbrug & Fødevarer i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening selv har foreslået.
- Partierne har glædeligvis også lyttet til forslaget fra DN og Landbrug & Fødevarer og forpligtet sig på jordfordeling, hvor udtagning af lavbundsjorde kan bidrage væsentligt til at nå klima- og naturmål. Det udgangspunkt er vi glade for, og vi ser frem til at samarbejde med regeringen om at gennemføre en grøn omstilling af landbruget, der gør sektoren endnu stærkere, siger Martin Merrild.
Han fortæller, at Landbrug & Fødevarer i øvrigt glæder sig til at drøfte med regeringen, hvordan fødevaresektoren kan hjælpe med at reducere Danmarks klimaaftryk.
- Det er helt afgørende, at erhvervet selv er med til at finde løsninger. Det lader til, at partierne har lyttet til os når vi har sagt, at vi gør intet godt ved at reducere landbrugsproduktionen i Danmark; det vil kun øge verdens samlede udledning, lyder det fra Martin Merrild.
Og så det negative
Tidsler kan Landbrug & Fødevarer og Martin Merrild dog også sagtens finde, når det kommer til den »politiske forståelse« mellem partierne i rød blok. Længe efterspurgte lempelser af bo- og gaveafgiften, som blev gennemført i den seneste valgperiode, bliver nemlig nu rullet tilbage.
- En hævelse af bo- og gaveafgiften er meget negativt for det nødvendige generationsskifte, der skal ske i landbruget. Ved at hæve skatten igen bliver finansieringsproblemet endnu større for den unge landmand, siger Martin Merrild.
Savner melding om finansiering
De savner også klare tilkendegivelser af hvilke midler, der skal sættes af til den grønne omstilling, når udledningen af drivhusgasser inden 2030 skal reduceres med 70 procent i forhold til 1990-niveau.
- Hvis vi skal nå 70 procent i Danmark i 2030 uden at miste rigtig mange arbejdspladser, så har ikke kun landbruget men hele dansk erhvervsliv brug for massive midler til at omstille sig, på linje med hvordan energisektoren har omstillet sig. Det virker derfor ekstremt ambitiøst både at ville lave grøn omstilling og samtidig forbedre velfærden, vurderer Martin Merrild.
Nye ministre præsenteres i dag
Det har under valgkampen ikke været muligt at få at vide, om Miljø- og Fødevareministeriet skal fortsætte som et ministerium eller igen splittes i to, som det var før 2015. Flere partier i rød blok har tidligere udtrykt skepsis overfor ministeriet, men de røde partiers aftale indeholder ikke noget om en opsplitning af Miljø- og Fødevareministeriet. Svaret kommer dog i dag, hvor det er ventet, at Mette Frederiksen foran Amalienborg præsenterer sit nye hold af ministre.