Fredag morgen kom en stor rød bus til Vejen for at besøge landmand Henrik Bertelsen. I den var statsministerkandidat og formand for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, der havde lagt vejen forbi for at se et konkret udspil om jordfordeling efter i sømmene.

I forbindelse med tørkepakken, der blev gennemført af regeringen i samarbejde med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, var der afsat 150 millioner kroner til, at landmænd kan skifte uproduktive jorde ud og få dem udskiftet til fordel for miljøet.

Det er samme tanker, der ligger bag det forslag, som Landbrug & Fødevarer sammen med Danmarks Naturfredningsforening lagde på bordet tidligere på året. I det udspil er der foreslået, at der skal sættes en milliard kroner af til øvelsen, der vil kunne reducere landbrugets udledning af klimagasser med 10 procent. Det mener Mette Frederiksen som udgangspunkt er en god investering.

- Vi skal op i en større skala end de 150 millioner. Det er ikke nok. Jeg mærker, når jeg går herude med Henrik, at der behov for nogle, der går foran, men jeg tror faktisk at de har ret i, både fra DN og L&F, at vi skal op og have noget volumen i det her, for at det bliver interessant for landmændene, siger Mette Frederiksen.

Vil have nye forhandlinger

Men for formanden handler det om at finde den rette balance mellem landbrug og miljø. Derfor lægger hun op til nye forhandlinger på Christiansborg for at finde flere penge til tiltaget.

- Jeg vil rigtig gerne have mere natur i Danmark, men jeg vil også gerne have et levedygtigt landbrug, og det er jo den balance, vi skal finde. Men jeg tror, vi skal op i en større skala, siger Mette Frederiksen og fortsætter:

- Jeg kan ikke stå og love, at vi kan finde en milliard, men det bedste ovenpå det her udspil vil jo være at indkalde til forhandlinger på Christiansborg, også hen over midten, så der bliver noget kontinuitet om det, og så se, om vi ikke kan finde flere penge.

- Mange landmænd vil klima

Fredagens vært, Henrik Bertelsen, der har et økologisk kvægbrug, var glad for visitten fra Mette Frederiksen. For det kan være med til at vise politikere, at landmænd tager klimaspørgsmål alvorligt, mener han.

- For mig er det også en mulighed for at vise, at vi faktisk er mange landmænd, der gerne vil spille med, hvis vi får sat rammerne for det, og det er faktisk også det, jeg hører rundt omkring, siger Henrik Bertelsen.

På årets plantekongres havde landmanden, der også er med i primærbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer, et indlæg om netop jordfordeling.

- Der var mange, der roste det bagefter, så jeg oplever mange, der rigtig gerne vil, men de siger så også, og det, vi altid hører, er, at man har det ene eller det andet problem. Men så skal vi jo bare have de rammer sat, og så er der rigtig mange, der gerne vil. Det budskab synes jeg også er vigtigt, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, det er en supergod aftale, man har lavet mellem L&F og DN, som spiller sammen, og jeg hører jo ikke nogen politikere, der er modstandere af det. De skal bare lige ud og se, hvad det drejer sig om. Og så have forståelse for at det koster noget, lyder det fra Henrik Bertelsen.

Vigtigt med samarbejde

Mette Frederiksen benyttede lejligheden til at lette på hatten over det samarbejde, som er opstået mellem L&F på den ene side og DN på den anden.

- Det er helt uhyre vigtigt. Det tjener som et eksempel til efterfølgelse for andre, for det giver en enorm styrke, når to parter, der som udgangspunkt har modsatrettede interesser, og som er sat i verden på det samme sted, kan finde sammen. Så derfor burde det være så let for Christiansborg og for regeringen at gribe det og arbejde videre med det, siger Mette Frederiksen.

Politik