Minister: Slut med sprøjtning nær drikkevandsboringer
Danskernes drikkevand skal beskyttes bedre mod pesticider. I hvert fald hvis det står til Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), som indkalder til politiske forhandlinger.

Arkivfoto: Carsten Andersen
Der er behov for i fremtiden at beskytte drikkevandet bedre, mener miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, der nu indkalder aftaleparterne bag pesticidstrategien til politiske forhandlinger.
Sidste år blev der fundet pesticidrester i over 400 vandboringer, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.
- Jeg er bekymret over den seneste tids mange fund af pesticidrester i drikkevandet, og det tror jeg, at mange andre danskere også er. Derfor ønsker jeg, at det skal være slut med at sprøjte nær ved drikkevandsboringer. Det er en oplagt måde at mindske risikoen for, at pesticider siver ned igennem jorden og forurener drikkevandet, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Baggrunden for ministerens ønske er, at knap halvdelen af arealet i de boringsnære beskyttelsesområder, eller BNBO, udgøres af marker, hvor der i dag må anvendes pesticider. Områderne ligger omkring drikkevandsvandboringer, og der kan derfor være øget risiko for forurening med pesticider.
Aftaleparterne bag pesticidstrategien, der består af regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF, skal nu drøfte, hvordan modellen for en yderligere beskyttelse af drikkevandet skal udformes.
- Det ligger mig meget på sinde, at vi behandler de landmænd, der lever af at dyrke jorden, ordentligt. Når man begrænser den private ejendomsret, er det naturligt, at man også yder en rimelig erstatning. Det skal også drøftes i forhandlingerne, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Fakta om "boringsnære beskyttelsesområder."
- Boringsnære beskyttelsesområder, eller BNBO, er områder omkring drikkevandsvandboringer. BNBO er kendetegnet ved, at der er kort afstand til boringen, og der kan være øget risiko for forurening med pesticider.
- Forureninger inden for BNBO vil derfor hurtigere kunne ramme drikkevandet, og det vil derfor være vanskeligt at gennemføre afværgeforanstaltninger ved uheld med pesticidspild.
- Det er allerede i dag forbudt at sprøjte, gødske og dyrke jorden i området tæt på boringen, nemlig 25 meter fra vandboringer svarende til et område på ca. 0,2 hektar pr. boring.
- BNBO er opgjort omkring 5.467 boringer til almene vandforsyninger. Det samlede BNBO-areal er cirka 21.000 hektar, hvilket svarer til 219 km2 eller ca. to gange størrelsen af Samsø. Marker udgør cirka 9.500 hektar eller 43 procent af det samlede BNBO-areal.