Regeringen tvinger landbruget til yderligere 12.500 hektar efterafgrøder
Der er ansøgt om for få målrettede efterafgrøder flere steder. Det fører nu til et obligatorisk krav på i alt 12.500 hektar ekstra efterafgrøder, som skal etableres uden kompensation, meddeler Miljø- og Fødevareministeriet.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) kommer nu med krav til landbruget om at udlægge 12.500 hektar ekstra efterafgrøder.
Selvom der er stor ros fra fødevareminister Mogens Jensen (S) til de danske landmænd for deres indsats, så slipper nogle af dem ikke for at blive ramt et krav om at etablere flere efterafgrøder. Endda uden kompensation.
Ovenpå årets ansøgningsrunde for de målrettede efterafgrøder har Landbrugsstyrelsen nemlig nu gjort boet op. Cirka 12.000 landmænd har i år søgt om tilskud til cirka 370.000 hektar målrettede efterafgrøder. Kravet var totalt på massive 373.000 hektar.
Ifølge den endelige opgørelse fra Landbrugsstyrelsen er der søgt om for få efterafgrøder i 28 kystvandoplande ud af de 80 med kvælstofindsatsbehov. I andre oplande er der oversøgt. I alt mangler der knap 12.500 hektar for at nå i mål, er Landbrugsstyrelsen kommet frem til, og dem bliver landbruget nu pålagt at etablere. De 12.500 hektar svarer kun til 3,5 procent af det samlede indsatsbehov, men de er afgørende, lyder det fra fødevareminister Mogens Jensen (S).
- Regeringen har høje ambitioner på miljøets og klimaets vegne. Derfor kan vi ikke gå på kompromis med, hvor mange hektar efterafgrøder og andre virkemidler, vi skal etablere. Det er nødvendigt for at passe på vores vandmiljø. Derudover er det godt for vores klima, fordi vi udleder færre drivhusgasser, siger Mogens Jensen i en pressemeddelelse, der roser landmændene for den indsats, som de har gjort.
- Det er en flot indsats som landbruget har leveret, og den vil jeg gerne kvittere for. Kvælstofudledningen skal ned i Danmark, og den tidligere regering efterlod en regning til miljøet med landbrugspakken. Derfor er det dejligt at se, at landbruget har taget udfordringen op, siger fødevareministeren.
Landbrugsstyrelsen vil hurtigst muligt offentliggøre de detaljerede oplysninger om, hvor kravet om obligatoriske efterafgrøder præcist vil blive indført, samt andre relevante oplysninger til de berørte landmænd. Allerede nu ligger det fast, at landmænd, der har ansøgt om efterafgrøder eller alternativer i den frivillige runde, friholdes helt eller delvist.
Går i små sko
Hos Bæredygtigt Landbrug er man utlifreds med, at ministeren har valgt at indføre et obligatorisk krav.
- Det er utroligt, at en så stor mand som fødevareminister Mogens Jensen kan gå i så små sko, lyder det fra Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup.
At der skal sættes et kæmpe apparat i gang for relativt få hektar efterafgrøder, giver ifølge Bæredygtigt Landbrug ingen mening – hverken med tanke på faglighed eller afbureaukratisering.
- Skrankepaverne får da noget at se til, ligesom nogle landmænd efterfølgende skal ud og ændre både markplaner og indberetninger. I Bæredygtigt Landbrug ved vi alt om, hvor absurd efterafgrødeordningen er – vi har tidligere oplevet, at et medlem blev bedt om at etablere 0,01 hektar efterafgrøder, fortæller Hans Aarestrup.