Skipper opfordrer partier til at opsige aftale om pesticidstrategi
Enhedslisten vil have forbud mod sprøjtning i BNBO, og vil have røde partier i pesticidstrategien til at forlade aftale.

Foto: Steen Brogaard
Der er på blot ét år er sket en femdobling af de tilfælde, hvor der er blevet sendt vand ud til forbrugerne med rester af sprøjtemidler over grænseværdien. Det fremgår af et svar fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen fra for nylig. Og det svar får nu Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper til at opfordre Socialdemokratiet, Radikale og SF til at opsige aftalen om pesticidstrategi, de har indgået med regeringen og Dansk Folkeparti.
- Det hænger ikke sammen, at socialdemokraterne kan blive ved med at agere forargede uden at ville forlade den aftale, der forhindrer et forbud mod pesticider omkring drikkevandsboringer. Regeringen har ikke været villige til at indføre et forbud, som Enhedslisten og flere andre partier efterlyser. Så må Socialdemokratiet, Radikale og SF se at få opsagt den pesticidaftale, de har indgået med højrefløjen. Ellers vil et forbud også kunne forhindres, selv hvis vi har fået et nyt flertal efter valget, lyder det fra Pernille Skipper i en pressemeddelelse.
Her siger hun videre, at »det her sprøjtegift-mareridt må stoppes nu.«. Enhedslisten er sammen med Alternativet de eneste partier, som ikke er med i aftalen om pesticidstrategien fra sidste år. Aftalen løber fra 2017 til 2021.