Tyskland har kurs mod dyrevelfærdsafgift

Et ekstraordinært møde mellem landbrugsministrene fra alle tyske delstater og den forbunds-landbrugsminister Julia Klöckner (CDU) har ført til, at man nu iværksætter forberedende skridt i retning af indførelsen af en dyrevelfærdsafgift i Tyskland.

Som et af de indledende skridt skal der gennemføres en forundersøgelse i løbet af foråret. Formålet med undersøgelsen er at finde ud af, i hvilket omfang en særlig afgift på animalske produkter er mulig.

Ifølge et forslag fra en ekspertkommission kan der blive tale om en afgift på 40 eurocent pr. kg kød og pølser, mens mælk vil blive 2 cent dyrere pr. liter, smør og ost omkring 15 cent dyrere pr. kg., oplyser Tican Fresh Meat A/S i sit seneste nyhedsbrev.

Tanken er, at opkrævede midler bruges til at yde tilskud til ombygning af stalde, så arealkravene for svin, kvæg og fjerkræ øges. I alt tales der om 1,2-3,6 milliarder euro til renovering i de kommende år. Indtil videre har forbundsregeringen stillet 300 millioner euro på budgettet til rådighed for landmændene, fremgår det af nyhedsbrevet.

Klöckner har meddelt, at hun vil indføre den særlige afgift på kød gennem vedtagelse i forbundsdagen inden næste valg. Ministeren understreger i den forbindelse, at dyrevelfærd vejer tungere end erhvervsøkonomiske interesser.

Læs også