L&F: Varernes og arbejdskraftens bevægelighed skal bevares i krisen
Forud for de europæiske landbrugsministres møde i onsdags aflevererede L&F et brev til fødevareministeren med en opfordring om at sikre, at der ikke kommer uforholdsmæssige begrænsninger for transport af varer og arbejdskraftens bevægelighed i EU under coronakrisen.

Et landbrugsministerrådsmøde anno marts 2020 foregår via video. På mødet i onsdags, der blev styret fra Zagreb, blev der blandt andet diskuteret varer og arbejdskraftens frie bevægelighed under corona-krisen. Foto: Rådet
EU’s landbrugs- og fødevareministre mødtes i onsdags til et møde om den aktuelle Covid-19situation og konsekvenserne for landbrugs- og fødevareerhvervet. Ministrene fra de enkelte lande var med på video, som blev styret fra Zagreb af det kroatiske EU-fomandskab.
Det væsentligste punkt på dagsordenen var sikring af den fri bevægelighed for varer og arbejdskraft internt i EU i den aktuelle situation, hvor alle lande har indført grænsekontrol for at bekæmpe smitten med Covid-19.
Europa-Kommissionen indførte i mandags nye retningslinjer om såkaldte »Green lanes« for at sikre, at godstransport skal krydse grænser på 15 minutter på det indre marked. Forud for mødet havde Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild afleveret et brev til fødevareminister Mogens Jensen.
I brevet opfordrer Martin Merrild til, at den danske regering gør sit yderste for at sikre, at EU’s institutioner i den aktuelle situation gør det nødvendige for at opretholde et velfungerende indre marked med fri bevægelighed for varer, herunder produktionsdyr samt arbejdskraft og serviceydere.
- Vi oplever i den aktuelle situation, at stort set alle EU-lande har indført forskellige former for grænsekontrol for at begrænse smitterisikoen yderligere. Hovedparten af landene lægger på papiret ikke hindringer for den frie bevægelighed af varer. Der kan dog alligevel konstateres store forsinkelser og barrierer for bevægeligheden, herunder for levende dyr, som er yderst skadelig for forsyningskæderne og potentielt for dyrevelfærden, skriver Merrild i brevet til ministeren.
Følger det nøje
Fra fødevareminister Mogens Jensen var der forud for mødet fuldt fokus på, at det er afgørende, at man på EU-plan sikrer fødevareforsyning. Han fortæller i en pressemeddelelse, at det er forventningen, at der vil være en fælles europæisk forståelse af, at det er vigtigt, at fødevarer kan komme rundt til alle, og at alle medlemslandene ikke laver restriktioner, der skaber problemer for fødevareforsyningen
- Der var i sidste uge nogle uheldige eksempler på lange køer ved visse grænser. Det er dog mit indtryk, at situationen igen er ved at være så tæt på normal, som det er muligt i denne særlige situation. Det er dog noget, som jeg følger meget nøje, og som jeg også vil opfordre alle mine EU-kolleger til at gøre, siger Mogens Jensen.
Flere lande bakker op
Efter mødet stod det klart, at det ikke kun er fra dansk side, at der er klar interesse i, at grænsekontrollen rundt om i EU ikke opsætter forhindringer for fødevareforsyningerne.
Fra den kroatiske landbrugsminister, Marija Vučković, som ledede mødet, lød det efterfølgende onsdag aften:
- De vigtigste spørgsmål, som de fleste medlemsstater påpegede, var begrænsninger i varebevægelse, ændringer i forbrugsmønstre og i driften af landbrugsfødevareproduktionssystemer samt utilstrækkelig arbejdsstyrke på grund af grænselukninger, krav til social afstand, obligatorisk isolering eller karantæne. Efter dagens udveksling har vi en klarere idé om situationen, sagde Marija Vučković.
Nok fødevarer
Hun forklarede, at landbrugsministrene har opfordret EU-Kommissionen til nøje at nøje at overvåge og forsvare det indre markeds integritet og foreslå passende handlinger, hvor problemer i forsyningskæden identificeres.
- Vi har brug for et par dage til at opsummere resultatet af dette møde, og sammen med Europa-Kommissionen vil vi evaluere og beslutte de yderligere skridt, der skal tages. Vores opgave er at holde den europæiske livsstil i live, at holde vores borgere sikre, mætte og i beskæftigelse, sagde den kroatiske landbrugsminister.
På mødet blev det slået fast fra landbrugsminsitrene rundt om i EU, at der er og vil være tilstrækkeligt med fødevarer for europæerne.
ege