Venstre ville ikke acceptere ultimativt krav

Venstre havde ikke mulighed for at ændre på fremrykningen af miljøkravene fra 2021 til 2020, og derfor ville partiet på ingen måde være med i aftalen, fortæller Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen.

Fra Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen lyder det, at regeringen på ingen måde var tæt på at lande en bred aftale om kvælstofindsatsen 2020. Aftalten justerer også voldsomt på den aftale, som partierne i blå blok indgik før valget i april for den målrettede regulering i 2020 og 2021.

- Det her er et hårdt, hårdt angreb fra regeringen på landbruget, når man på den måde springer fra de aftaler, som allerede var lavet. 

- Fremrykningen af kravene om de ekstra efterafgrøder kommer utidigt og kommer til at give landmænd store praktiske problemer. Det er grotesk, når man også har hørt de forskellige socialdemokratiske ministre gentage igen og igen, at man vil landbruget. Med den anden hånd indfører man så nye ekstra hårde krav, siger Erling Bonnesen.

Han forklarer, at Venstre i forhandlingerne om kvælstofindsatsen kun deltog i et enkelt sonderingsmøde.

- Vi fik at vide, at der ikke var noget at forhandle om, og vi bare skulle acceptere regeringens krav. Der meddelte vi selvfølgelig, at det ville vi ikke være med til, siger Erling Bonnesen.

Fra fødevareminister Mogens Jensen lyder det, at det stadigvæk er håbet, at det kan lykkes at lande en bred aftale fra 2021. Efter at et kvælstofudvalg afleverer deres anbefalinger inden for kort tid, skal der tages stilling til kvælstofindsatsen fra 2021.

- Selvfølgelig har vi den overordnede holdning, at når vi på ny i givet fald måtte blive inviteret til nogle fremtidige møder, så møder vi op. Vi er altid forhandlingsklar. I den her konkrete situation var der dog ikke noget at forhandle om, siger han.

Læs også