Velas er kommet stærkt fra start. Det glæder direktør Jan Winther, som står i spidsen for 525 medarbejdere fordelt på otte lokationer i hele den østlige del af Jylland og på Fyn.
Fra hjørnekontoret på anden sal i den store Velas-bygning i Søften har administrerende direktør Jan Winther den flotteste udsigt ud over bakkedragene lige vest for Aarhus.
Han glæder sig over forårets snarlige komme, men også at sidde i spidsen for en stærk rådgivningsvirksomhed med 525 dygtige medarbejdere, der betjener landmænd og øvrige kunder over hele landet.
På ingen måde vil han beskrive Velas som en stor supertanker, men en masse små både med udpræget selvstyre, som danner en stærk enhed fra lige fra Skagen til Nyborg – med henvisning til de i alt otte kontorer i henholdsvis Østervrå, Aars, Viborg, Søften, Samsø, Horsens samt Vissenbjerg og Ærøskøbing. Det samlede antal rådgivningshuse blev, efter fusionen af LMO og fynske Centrovice, som var en realitet med virkning fra 1. november 2019, døbt Velas.
10 millioner til ejerforeningerne
- Alle har leveret, og fusionen er kommet rigtig godt fra start med et virkelig flot resultat, indleder direktøren med henvisning det første årsregnskab med en bundlinje på 13,9 millioner kroner. Af disse er ikke mindre end 10 millioner sendt tilbage til de ni landboforeninger, som ejer rådgivningsvirksomheden, til gavn for medlemmerne og det politiske arbejde. Samtidig har Velas ikke hævet kundepriserne for rådgivningen i forhold til de foregående år.
66-årige Jan Winther har gennem sin karriere deltaget i flere fusioner af virksomheder, blandt andet tilbage ved dannelsen af Danisco. Og han erkender, at der er mange ting og facetter, som skal løses, for at alt går op i en højere enhed. Det gælder både standarder, virksomhedskulturer, personalemæssige forhold og tekniske ting.
- It-mæssigt er rigtig meget på plads. Selvom vi alle steder eksempelvis arbejder med Ø90-regnskabssystemet, så har vi alligevel gjort det forskelligt tidligere.
Udskiftning i Vissenbjerg
På personalesiden har fusionen ført til, at nogle af de hidtidige Centrovice-medarbejdere er rejst, men til gengæld er andre gode folk kommet til.
- Ved fusioner opleves det som ofte, at nogle ikke vil med. Det er naturligvis træls i de fleste tilfælde, og ikke mindst for kunderne. Men her et år efter står vi med et meget stærkt og kompetent team, understreger Jan Winther vel vidende, at sådanne skift øger konkurrencen.
- Nogle kunder vælger at følge med deres rådgiver eller regnskabskontaktperson. Sådan er det. Men samtidig får vi også nye kunder ind sammen med vore nye folk.
Klar til skarp konkurrence
Med nyansættelserne glæder direktøren sig over, at der samtidig på flere fronter er sket en opgradering.
- Se for eksempel på økologisiden i Vissenbjerg. Her har vi nu to meget kompetente rådgivere, som allerede har tiltrukket flere nye kunder.
Til LandboSyds indtog på Fyn sidste år er hans kommentar, at kollegerne fra syd vil blive budt op til dans.
- Jeg er sikker på, at vort setup i Vissenbjerg, som med 130 ansatte er vort største rådgivningshus, er klar til en skarp konkurrence og kompetent rådgivning, så endnu flere vil vælge os til.
Faglig styrke
Jan Winther konstaterer, at specifikke landbrugsfaglige områder generelt er styrket af fusionsfasen.
- Vi står i dag endnu stærkere både indenfor kvæg, svin, planter og økologi. Også på byggeri og miljøfronten har vi opgraderet.
Og med over 40 medarbejdere i business-afdelingen er Velas gearet til de store og fremtidens endnu større bedrifter.
Fokus på mindre brug
Velas-direktøren oplyser dog samtidig, at omkring halvdelen af omsætningen fra landbruget, eller mere end 150 millioner kroner kommer fra rådgivningen til deltidslandmænd.
- Det er et meget vigtigt forretningsområde, som vi har stort fokus på. Ikke mindst her, hvor der flytter flere familier på landet, som ser muligheder i sådanne ejendomme.
I den sammenhæng har LandboGruppen, som er en del af Velas, på Fyn startet Landbolig, som sælger ejendomme under to hektar.
Nye forretningsfelter
Især i det fynske har Velas udvidet forretningsområdet i det første fusionsår. Det skete med indlemmelsen af Birthe Pedersens mæglerforretning i LandboGruppen Midtøst. Endvidere blev opkøbt en ejerandel af DLG Connect, der blev til den fælles it-virksomhed Terra Connect.
Også et fynsk revisionsfirma er blevet opkøbt og indlemmet i den Velas-ejede Tjek Revision.
- Revisionsvirksomheden har nu 50 ansatte, og betjener kunder i segmentet små- og mellemstore virksomheder, de såkaldte SMV’er, herunder enkeltmandsvirksomheder, kæder og samarbejder inden for andre erhverv end landbrug. Det bidrager godt i det samlede regnskab, nævner Jan Winther i sin gennemgang af de nye og udvidede aktiviteter i Velas.
Flere på vej
Direktøren afviser langtfra, at der kan komme flere opkøb og nye aktiviteter til hos Velas.
- Vi vil gerne udvikle os, og vi bliver helt sikkert endnu større. Vi skal tilpasse os en verden, som hele tiden forandres. Det gælder også landbruget, hvor bedrifterne bliver større, men hvor der også vil være en underskov af deltidsbrug.
Som kommende udviklingsfelter peger Velas-direktøren på bæredygtighed, klimaet og vand. Således er der ved at blive ansat en hydrolog i rådgivningsvirksomheden.
Tilfredse kunder
Kunderne er ganske godt tilfredse med behandlingen af de 525 medarbejdere hos Velas. Det viser den seneste kundetilfredsundersøgelse, som rådgivningsvirksomheden løbende får foretaget af et uvildigt analysefirma.
Mere end 85 procent af de adspurgte var enten meget tilfredse eller tilfredse, og kun tre procent var utilfredse.
- Det er vi naturligvis meget stolte over og glade for. Det vidner om en stærk virksomhed med kompetente medarbejdere, påpeger administrerende direktør Jan Winther.
Morgenkaffe og fredagsbar på Teams
I næsten hele forløbet, siden Velas blev en realitet efter fusionen af LMO og Centrovice, har landet ligget underdrejet af corona-pandemien.
- Det har naturligvis været udfordrende, samtidig med vi har skulle tilpasse organisationen og sammensmelte virksomhedskulturer - uden personalemøder, firmafester eller julefrokost, erkender direktør Jan Winther.
Alligevel glæder han sig over den stærke ånd, som han fornemmer rundt i organisationen og de enkelte rådgivningshuse. Blandt andet er der i flere afdelinger »fælles« morgenkaffe og fredagsbar – blot via Teams.
- Og i enkelte tilfælde har afdelinger og grupper kunne mødes under hensyntagen til corona-reglerne. Det gælder også i forhold til kunderne, som hele tiden har haft mulighed for at mødes med os – med afstand. Vi har blandt andet indrettet rådgiverkontorerne med en forskudt plads, så kunden har sin egen skærm ved gennemgangen af regnskabet eller måske gødningsplanen.
- Det er noget, vi har lært af coronaen, og som vi givet vil indføre permanent, forudser Jan Winther.
Velas
● Fusion af LMO/LRØ og Centrovice pr. 1.11.2019.
● Ejere: Familielandbruget Midt-Jylland, Landboforeningen Kronjylland, Landboforeningen Midtjylland, Landboforeningen Odder-Skanderborg, Samsø Landboforening, Vejle-Fredericia Landboforening, Østjydsk Familielandbrug, Østjysk Landboforening, Centrovice. Foreningerne har tilsammen cirka 4.000 aktive medlemmer
● 560 medarbejdere - kontorer i Østervrå, Aars, Viborg, Søften, Samsø, Horsens samt Vissenbjerg og Ærøskøbing
● Omsætning i 2020 (2019 i parentes): 390 millioner kroner (304). Nettoresultat i 2020: 13,9 millioner kroner (8,3) – heraf 10 millioner kroner udloddet til ejerforeningerne
● Velas er landets største rådgivningsvirksomhed indenfor landbruget