Østdansk Landboforening besidder en stor vidensbank, som blandt andet bruges til vigtig juridisk og økonomisk rådgivning til landmænd. Lige nu er det især afslutning af årsregnskaber 2022, der kræver opmærksomhed.
- For os, som sidder i økonomiafdelingen, der fylder alt vedrørende afslutning af regnskaber fra nu og indtil 1. juli, hvor der er sidste frist for indlevering til skat, siger Eva Christensen, registreret revisor i Østdansk Landboforening.
Skat har netop lukket op for årsopgørelsen, og når der kan rettes, så er der mange, der gerne vil rette til, så der kan sættes flueben ved den opgave.
- Selvom vores kunder godt ved, at de har frist til den 1. juli, så vil de ofte sørge for at få styr på hele den del allerede nu. Vi hjælper gerne med rådgivning, og derfor er det også den type opgaver, vi er beskæftiget med her og nu, og i de kommende måneder, siger hun.
Mere end årsopgørelser
Selvom årsopgørelserne kommer til at fylde, så rådgiver landboforeningen også om alt muligt andet, som måtte være relevant for landmænd og landbrug. Der skal aflægges årsrapport til brug for de finansielle samarbejdspartnere.
Det er blevet et krav fra den finansielle verden, at årsrapporterne bliver mere informative og indeholder oplysninger om ESG og klimaregnskaber. Dette er nyt for kunderne i forhold til tidligere.
- Vi rådgiver også flere, som er helt nystartede. Her handler det om at rådgive om, hvordan de får startet deres virksomhed op. Her hjælper vi også med at vejlede i, hvordan der skal ageres i forhold til skat, moms, tilskud og alt der ellers kunne være relevant, siger hun.
Hun forklarer, at nogle også pludseligt er blevet syge eller dårlige, og gerne vil vide, hvad kan de gøre for at få sygedagpenge - det kan også handle om efterløn eller seniorpension.
- Det er bare nogle af de emner, vi kaster os ud i, når vi rådgiver, lyder det fra Eva Christensen.
Fra start til slut
- Det kan godt være, at landmanden er fantastisk dygtig til at klare alt det i marken eller i stalden. Men der kan opstå de her helt lavpraktiske situationer, hvor det kan være til stor gavn at få modtage vejledning, siger hun og fortsætter:
- Vi rådgiver i alle variationer, fra hvordan man kommer ind i erhvervet, til hvordan man kommer ud af det igen.
I forbindelse med at forlade erhvervet taler Østdansk Landboforening også gerne om pensioner. Eva Christensen forklarer, at mange yngre kunder har gjort sig flere tanker om pensionen. Især fordi de ikke har udsigt til, at pensionsopsparingen kan bestå af mursten, på samme måde som mange kunderne med mange år i branchen har kunnet.
- De unge, der starter op i dag, har bare ikke de samme udsigter for pension. Det kan være rigtig svært at starte en pensionsordning op som ung. Især når man gerne vil bruge pengene ude i driften. Der bliver de nødt til også at tænke på sig selv, siger hun og fortsætter:
- På et eller andet tidspunkt skal de jo stoppe med at arbejde, og der skal også være noget at leve for. Som selvstændige skal de selv tage stilling til de her emner.
Målrettet rådgivning
Der er naturligvis mulighed for at få rådgivning, når behovet opstår, men Østdansk Landboforening holder også årligt regnskabsmøde med hver enkelt kunder, hvor økonomien bliver gennemgået og får et eftersyn.
- Det er ofte face to face, hvor vi koncentrerer os om lige præcis deres virksomhed og deres faciliteter. De møder står også på sæsonen lige nu, siger hun.
Hun fremhæver en anden fordel ved at lade sig rådgive hos Østdansk Landboforening, og det er, at der er mange forskellige former for ekspertise i huset.
- Vi kan alt det økonomiske, men vi kan også alt det juridiske. Vi kan også hjælpe med det faglige, så vidt det drejer sig om planteavl. Det er en klar styrke, og med den in mente prøver vi på at hjælpe kunden hele vejen rundt, siger hun.
En gang om året har foreningen et økonomimøde, hvor der er fokus på året, der er gået.
Således afholdes der den 22. marts 2023 årsmøde, hvor de første regnskabsresultater fra 2022 og forventningerne til 2023 fremlægges. Desuden er der input fra områdedirektør Public Affairs & Kommunikation, Andreas Bach Mortensen fra L&F, som fortæller om, hvad der rører sig bag kulisserne i øjeblikket. Tilmelding til mødet er nødvendig.