Nye muligheder med ny miljøgodkendelse
Et fyraftensmøde for fjerkræproducenter hos Patriotisk Selskab den 8. maj omhandler fordele og ulemper ved de nye miljøgodkendelser og tilladelser, og hvordan man kan gøre bæredygtighed til en forretning.

Den 8. maj holder Patriotisk Selskab fyraftensmøde for fjerkræproducenter. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Det »nye« husdyrgodkendelsessystem har nu eksisteret i to år. Alligevel har mange fjerkræproducenter stadig en godkendelse eller tilladelse efter det gamle system – omend det nye system i mange henseender er mere fleksibelt.
- Der gives ikke længere tilladelse til et bestemt antal dyreenheder. I stedet er systemet baseret på staldarealet med en tilladelse eller godkendelse til den produktion, stalden er egnet til. Man er derfor ikke begrænset af en produktion på eksempelvis 40.000 slagtekyllinger. Hvis produktionen er effektiv nok, til at man kan få flere kyllinger igennem, må man godt dét, så længe man bare overholder dyrevelfærdsloven, fortæller miljørådgiver Kamilla From-Nielsen, Patriotisk Selskab.
Onsdag den 8. maj vil hun ved et fyraftensmøde for fjerkræproducenter komme nærmere ind på fordele og ulemper ved de nye miljøgodkendelser og -tilladelser, og hvad man skal være opmærksom på, når man søger en godkendelse eller -tilladelse til sin produktion.
Bæredygtig produktion
Herudover vil Kamilla From-Nielsen give et indlæg om bæredygtighedsanalyser og mulighederne for at gøre bæredygtighed til en forretning.
- Hvis man gerne vil gøre sin produktion mere bæredygtig, er en ny miljøgodkendelse eller -tilladelse et godt sted at starte. RISE-modellen, som en bæredygtighedsanalyse baseres på, måler på, hvor effektivt man udnytter sit staldareal, og om der er over- eller underproduktion – for bæredygtighed handler om at udnytte potentialet, samtidig med at dyrevelfærden er i top. Har man en miljøgodkendelse efter det gamle godkendelsessystem, kan man have perioder med underproduktion, altså hvor man ikke udnytter sit staldareal fuldt ud, fordi man ikke må overskride et vist antal dyr, siger Kamilla From-Nielsen og påpeger desuden, at en miljøgodkendelse eller -tilladelse efter det nye system er mere tidssvarende, hvor en bæredygtig produktion i høj grad er et spørgsmål om at overholde de nyeste lovkrav og følge med tiden.
Fjerkræ, fremtid og forretning
Fyraftensmødet for fjerkræproducenter den 8. maj finder sted klokken 15-18 hos Patriotisk Selskab i Odense.
Udover miljørådgiver Kamilla From-Nielsens to indlæg om miljøgodkendelser/-tilladelser og bæredygtighedsanalyser vil fjerkræproducent Jørgen Møller Andersen, Lysgaard, der blandt andet leverer gårdkylling til De Danske Familiegårde, komme og fortælle om sin produktion, og hvad han gør for at holde forretningen i gang. Herudover vil virksomhedsrådgiver Carsten Hansen, Patriotisk Selskab, fortælle om forventningerne til fremtidens afsætning af danske kyllinger, og hvordan man kan få en bedre indsigt i sin økonomi og produktion.
Tilmelding til arrangementet kan ske via patriotisk.dk.