DLG slår alle rekorder
Med en omsætning på over 80 milliarder kroner og en indtjeningsvækst på 47 procent kom DLG-koncernen særdeles godt ud af 2022. Alle tre forretningsområder – Food, Energy og Housing – bidrog til fremgangen.

Der er grund til tilfredshed hos Kristian Hundebøll. DLG-direktøren kan i hvert fald konstatere, at koncernen kommer ud af seneste regnskabsår med en rekordomsætning på 80 milliarder kroner og et overskud på godt en milliard kroner. Foto: Victor Juul Grønbæk
Med en omsætningsfremgang på mere end 30 procent og en indtjeningsvækst på 47 procent kom DLG-koncernen særdeles godt ud af 2022. Alle tre forretningsområder – Food, Energy og Housing – bidrog trods udfordrende markedsvilkår til fremgangen, og overskudsdeklareringen til andelshaverne bliver den højeste nogensinde.
DLG-koncernens samlede omsætning blev på 80 milliarder kroner mod 59 milliiarder kroner året før. Driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) steg til tre milliarder kroner, hvilket er en fremgang på 770 millioner kroner.
Årets resultat efter skat rundede for første gang én milliard kroner. Trods det volatile marked har DLG gennem stram risikostyring og fokus på kapitalforbruget forbedret de finansielle nøgletal og haft et pænt afkast på investeret kapital (ROCE).
Løbende tilpasning
- Vi kan ikke være andet end tilfredse med det resultat, vi har leveret. Vores forretning er bygget op om tre forretningsområder, der alle servicerer fundamentale behov i samfundet, og det giver en stabil efterspørgsel. Det er en del af forklaringen på, at vi har navigeret så godt igennem et på mange måder udfordrende 2022, siger koncernchef Kristian Hundebøll.
- Vi har, tilføjer han, ligesom andre virksomheder også mærket de stigende omkostninger til blandt andet energi og råvarer, og derfor har vi løbende tilpasset vores omkostninger. De finansielle nøgletal viser tydeligt, at vi har øget koncernens robusthed yderligere, så vi står godt rustet til at imødegå de markedsmæssige udfordringer, som måtte komme.
Det tyske marked, der er DLG’s største, bidrager endnu engang betydeligt til årets resultat. Den samlede omsætning i Tyskland rundede 53 milliarder kroner, mens EBITDA steg med 51 procent til 1,7 milliarder kroner.
Ny overskudsdeklarering
Det historisk gode DLG-regnskab har også en markant »sidegevinst«. På DLG-koncernens årlige regnskabsmøde har repræsentantskabet således godkendt en historisk stor overskudsdeklarering, hvor en kvart milliard – eller 252 millioner kroner – udbetales til ejerne. Det er 45 procent mere end sidste år og svarer til en forrentning af andelskapitalen på 17 procent.
Det er samtidig besluttet at ændre modellen for overskudsdeklarering, så ejerne får udbetalt en del af beløbet med det samme.