Ny forstander for landbrugsskole i fremgang
Bygholm Landbrugsskole har fået ny forstander og udvider skolen med nyt byggeri

Lotte Bidstrup Ipsen er ny forstander for Bygholm Landbrugsskole. Hun har været konstitueret forstander siden starten af februar efter den hidtidige forstander Erik Kallehave Kristensen. Foto: John Ankersen
Den 1. april tiltræder Lotte Bidstrup Ipsen som ny forstander på Bygholm Landbrugsskole. Det vil således være et kendt ansigt på skolen, der overtager forstanderjobbet. Lotte Ipsen kommer fra stillingen som uddannelseschef på Bygholm, hvor hun også tidligere har været underviser.
Lotte Bidstrup Iversen har siden begyndelsen af året været konstitueret forstander på Bygholm Landbrugsskole, efter at den hidtidige forstander Erik Kallehave Kristensen fratrådte efter fem år på posten, da han havde søgt nye udfordringer.
- Der har været en stor interesse for den ledige stilling, og vi har fået flere gode og kvalificerede ansøgere. Men et enigt ansættelsesudvalg har besluttet, at den interne ansøger var det bedste og et meget stærkt kort, fortalte skolens bestyrelsesformand Nis Hjort, ved et event forleden, hvor skolen også tog det officielle første spadestik til en helt ny elevfløj.
Bestyrelsen har lagt vægt på, at Lotte Ipsen med et solidt kendskab til både erhvervsuddannelsessektoren og til landbrugserhvervet, kan lede skolen sikkert frem mod den kommende reform af ungdomsuddannelserne, og den udvikling af landbrugsuddannelsen, som er nødvendig for at klæde de kommende landmænd godt på til grøn omstilling og bæredygtig udvikling af landbruget.
Fremgang og potentiale
Bygholm Landbrugsskole har haft en stigende aktivitet i de senest år, hvor både elevtallet og omsætningen er steget. Det er derfor en skole i topform, som den nye forstander overtager.
Og Lotte Bidstrup Ipsen ser frem til at tage fat de arbejdsopgaver der venter som forstander, hvor hun selv ser mange vigtige områder fremadrettet.
- Jeg har i mange år arbejdet med kvaliteten i landbrugsuddannelserne, og er stadig meget optaget af det, fortæller Lotte Bidstrup Ipsen, der blandt andet ser store potentiale og muligheder inden for blandt andet markbruget i forhold til den grønne omstilling og præcisionslandbrug.
Generelt glæder glæder hun sig som forstander sammen med ledelsen og bestyrelsen at sætte retningen for skolen fremadrettet.
Lotte Bidstrup Ipsen, 56 år, er uddannet agronom og master i pædagogisk ledelse. Indtil nu har hun været uddannelseschef og endnu tidligere underviser på Bygholm Landbrugsskole.
Privat har hun har tre voksne børn og bor i Lundum ved Horsens, hvor hun er medejer af deltidslandbrug med får og stalddørssalg af æg. Fritidsinteresser omfatter kajakroning, bålmad og lokalt foreningsarbejde.