Landbrug på skoleskemaet
Når en skole skal imødekomme skolereformens krav om inddragelse af lokalområdet, er mulighederne mange. Toubroskolen på Djursland har valgt at besøge en landmand.

Som en del af skolereformens krav, skal en skole inddrage lokalområdet. Det gjorde Toubroskolen på Djursland ved at besøge landmand Poul Otto Dalkær Petersen. Fotos: Djursland Landboforening
De danske skoler skal åbne sig overfor det omgivende samfund på en måde, der understøtter elevernes trivsel. Det står skrevet i skolereformen, og herfra er mulighederne mange. For 4.-5. klasse på Toubroskolen mellem Lyngby og Trustrup betyder det en tur ud til landmand Poul Otto Dalkær Petersen, som driver et landbrug nær Trustrup.
Forleden skulle eleverne på besøg, og Poul Otto havde denne dag tilføjet et ekstra twist til besøget – fåreklipperen kom nemlig på besøg.
- Selvom vi naturligvis er på tur, og det skal være sjovt, så har vi forberedt os godt inden. Vi er jo så heldige, at fårene skal klippes i dag, så vi har set film om fåret. Vi har lært om fåret som produktionsdyr, og hvad man kan bruge fåret til, fortæller Trine Sartour, som er en af de to undervisere, der er med denne dag.
Viden om får
»Fåremanden« også kaldet Kenneth Storm Klausen, har allerede tændt for klipperen, da eleverne kommer ind i stalden. De knap 30 får, som er ejet af Fuglsang Hedes Græsningslaug, går normalt på Fuglsang Hede, som ligger midt i Grenaa. Her har fårene de sidste seks år været ansat som naturplejere i et samarbejde mellem Fuglsang Hedes Græsningslaug og Norddjurs Kommune. Men om vinteren kommer fårene på stald og bliver passet af Poul Otto.
De fleste af fårene skulle gerne være drægtige. Lauget håber på, at de alle lemmer til marts, så får og lam får lidt tid på stald, inden de igen skal på heden til maj.
Imens eleverne ser fårene blive klippet, fortæller Græsningslauget om fårene, som er af racen Spælsau, der også er kendt som det oprindelige »vikingefår«, da der er fundet fibre, som svarer til Spælsau i vikingetidens sejl og Egtvedpigens tøj.
Rundt på gården
Efter at eleverne havde set op til flere får slippe ud af vinterfrakken, var Poul Otto klar til at give dem alle en rundvisning på ejendommen. Poul Otto er en ivrig udstiller af blandt andet høns, så han hoppede hurtigt ind i et bur og trak et pragteksemplar frem.
- Kan man godt bare tage den ud, blev der ængsteligt spurgt med en forsigtig stemme.
- Ork ja, ham her har flere gange været i Herning – på udstilling. Vil du prøve at holde ham?, lød det selvsikkert fra Poul Otto, som fortsatte med at øse ud af sin store viden om høns.
Eleverne kom også forbi de kamæleonfarvet ænder, store frodige duer, små fine duer med en vild hårpragt på fødderne, kødkvæg, som måtte fodres med halm, og fire jyske heste, hvor den yngste i flokken – Dexter – gerne ville have et æble.
Børnene var svært begejstrede gennem hele besøget. Men det gjaldt nu også for landmand Poul Otto, som gladeligt besvarede de mange kløgtige spørgsmål. Og Toubroskolen fik imødekommet skolereformens krav om inddragelse af lokalområdet.
- Vi bor i et landbrugsområde. Vi skal sørge for, at eleverne får viden om deres lokalområde, og her er det oplagt at begsøge Poul Otto, sagde Trine Sartour.

Eleverne kom også forbi de kamæleonfarvet ænder, store frodige duer, små fine duer med en vild hårpragt på fødderne, kødkvæg, som måtte fodres med halm, og fire jyske heste, hvor den yngste i flokken – Dexter – gerne ville have et æble.