De bedste i skoven

Sidste års mestre i DM i udkørsel af træ og Skovbrugsmesterskaber for elever strålede igen om kap med solen på sejrsskamlen under Langesømessen.

Der var kamp til stregen, da otte af Danmarks dygtigste og mest erfarne skovmaskineførere dystede på konkurrencebanen ved DM&E og DSF’s stand under Langesømessen. I år duellerede de i en John Deere 1210G, og nerverne var tydelige blandt dualisterne. Og med god grund, for det er kun få sekunder, der skiller dem ad, når de skal dyste i hurtiglæsning af et antal stokke, præcisionslæsning og endeligt mestre den svære disciplin at lave tårnbygning, hvor de med kranen skal stable et tårn af hele og delte klodser.

Jakob Møllenberg er branchens bedste

Jakob Møllenberg deltog for første gang i konkurrencen i 2022, hvor han som debutant snuppede sejren. Det er nu tredje år i træk, at han snupper den prestigefyldte vandrepokal med hjem – i år med en tid i finaleheatet på 9 minutter og 37 sekunder.

- Jeg kunne godt mærke nerverne. Vi ligger jo ultratæt, og jeg ved jo, at det kun er få sekunder, som afgør, hvem der løber med sejren, sagde Jakob Møllenberg, der til daglig arbejder hos Haderup Skovservice. Sølvet gik til Morten T. Jørgensen fra Fyns Maskinskovning med tiden 10 minutter og 23 sekunder, og 3. pladsen gik til Jens Frederiksen fra Svanninge Skovservice A/S med tiden 13 minutter og 58 sekunder.

Marius Eg Larsen gjorde det igen

Sidste år var det blot et enkelt sekund, der gav ham sejren. Men i år vandt han med et helt minut foran andenpladsen. Sejren til Skovbrugsmesterne for elever gik nemlig til Marius Eg Larsen, som læser til Skov- og Naturtekniker på Skovskolen i Djursland. Han drømmer om at bruge sine talenter som skovarbejder og arborist. Interessen for skovbrug har Marius blandt andet fra sin farfar, der drev Nr. Broby Savværk, som har været i familiens eje i 150 år.

- Som lille dreng var jeg ret fascineret af savværket. De store rundsave og de kæmpe stykker tømmer, der lå og ventede på at blive savet op. Det gjorde indtryk på mig, fortalte Marius Eg Larsen.

Interessen for konkurrencen vokser

I år var der hele 11 deltagere, som var klar på at dyste. Konkurrencen går ud på, at de skal skifte kæden på deres motorsav og vende sværdet. Derefter skulle de afgrene et træ, før de skærer tre til fem centimeter tykke skiver af en vandretliggende stamme. Til sidst skal der fældes et træ, som skal ramme præcist mellem to pæle, inden de drøner tilbage til start. Mellem hver opgave skal saven desuden slukkes.

Læs også