Efterse træerne for barkbiller
Tørken i sommeren 2018 har medført usædvanligt mange typografbilleangreb.
Tjek om tørken har givet dine bevoksninger selskab af barkbillen typograf. Sådan lyder en opfordring fra Skovdyrkerne.
Det ekstrem tørre sommervejr har nemlig medført et efterår og efterfølgende en vinter med usædvanligt mange typografbilleangreb. Typograferne drager fordel af svækkede træer, og de søger derfor hen til de dele af skoven, der har været særligt eksponeret og ramt af tørken. Det er typisk bevoksninger, der ikke er beskyttet af skovklimaet og nabobevoksninger.
Konstaterer du træer, der er døde eller døende, så råder foreningen dig til at vippe barken af og se, om der er gravegange og larver. Angrebne træer kan dog ikke reddes, men du kan hindre spredning ved at skove de angrebne træer og fjerne dem fra skoven, inden billerne bliver flyveklar.
Hvis du overvejer at skove enkelte træer til brænde, minder Skovdyrkerne om, at problemet med typograferne ikke er løst, når træer er skovet og ligger ved bilfast vej i en stak. Træet skal ud af skoven inden den første sværmning til foråret.
Er du i tvivl, om du har et aktivt billeangreb i gang, så kontakt din skovfoged, så I kan gennemgå bevoksningen og lave en plan for at dæmme op for skaderne, lyder rådet.




































