Aabenraa Kommune sender forslag til spildevandsplan i høring
Udvalget for Bæredygtig Udvikling i Aabenraa Kommune har sendt et forslag til en spildevandsplan i offentlig høring i de næste knap to måneder. Planen er lavet i samarbejde med Arwos og indeholder et samlet overblik over kommunens eksisterende og planlagte håndtering af spildevand.

Udvalget for Bæredygtig Udvikling i Aabenraa Kommune har sendt et forslag til en spildevandsplan i offentlig høring i de næste knap to måneder. Arkivfoto
De næste knap to måneder er det muligt at afgive høringssvar til Aabenraa Kommune spildevandsplan, som er udarbejdet sammen med Arwos. Initiativerne i planen skal blandt andet være med til at understøtte målsætningerne om at sikre høj forsyningssikkerhed for borgere og virksomheder, at reducere udledningen af forurenende stoffer til vandløb, søer og hav og at sikre en fortsat høj badevandskvalitet.
- Det er vigtigt for os, at vi håndterer spildevandet på en ordentlig og miljømæssig god måde. Derfor er spildevandsplanen et vigtigt dokument, og jeg håber, at der i de kommende uger vil komme relevante høringssvar til planen, så vi kan få den færdiggjort på bedst mulig måde. Vi vil gerne være robuste over for klimaforandringerne, og vi vil samtidig gerne sikre en høj forsyningssikkerhed til vores borgere og virksomheder, siger Erik Uldall Hansen, der er formand for Udvalget for Bæredygtig Udvikling i Aabenraa Kommune i en pressemeddelelse.
Konkret lægges der i planen op til en centralisering af spildevandsrensningen i Aabenraa Kommune på Stegholt Renseanlæg i Aabenraa og separatkloakeringsprojekter i kloakoplandene til Stegholt, Stenneskær, Bov og Brøde Renseanlæg.
- Som kommune har vi en forpligtelse for at sikre vores miljø mod udledningen af forurenende stoffer til vandløb, søer og hav. Det er noget af det, der lægges vægt på i spildevandsplanen, hvor vi forsøger at skabe en plan, der også er fremtidssikker. Vi oplever klimaforandringer og ændrede forhold i miljøet, som vi naturligvis på en forsvarlig måde forsøger at ruste os til, siger Erik Uldall Hansen.
Spildevandsplanen kan læses i sin helhed på Aabenraa Kommunes hjemmeside, hvor der også er mulighed for at indsende sit høringssvar.