Sjællandsk landmand taber spildevandssag i Landsretten
Østre Landsret har omstødt en dom fra Byretten, hvor landmand Ole Christiansen ellers havde fået medhold i, at han ikke behøvede at følge påbud om at forbedre rensningen af sit spildevand til et vandløb.
To år efter at have stået som sejrherre i Byretten i Roskilde, må landmand Ole Christiansen fra Gadstrup mellem Roskilde og Køge nu indse, at han nu er taberen.
For to år siden fandt Byretten det ikke bevist, at det er Ole Christiansens spildevand, der er årsag til forureningen af vandløbet Syvbækken, som løber 2,5 kilometer fra landmandens ejendom.
Ole Christiansen slap dermed for at følge kommunens påbud om at forbedre sin spildevandsrensning. En løsning landmanden har vurderet vil koste ham et sted mellem 100.000 og 150.000 kroner.
På kraftig opfordring fra Roskilde Kommune, der var bakket op af Kommunernes Landsforening, ankede anklagemyndigheden dog dommen, og Østre Landsret er nu kommet frem til et andet resultat. Ole Christiansen, der er en del af bestyrelsen i foreningen Fair Spildevand, er dybt skuffet over afgørelsen.
- Dommen var skrevet på forhånd. Sådan opfatter vi det i hvert fald. Landsretten har fuldstændig kørt hen over afgørelsen fra Byretten, siger han og fortæller, at han nu vil søge hos procesbevillingsnævnet, så sagen kan komme for Højesteret.
Fik påbud i 2016
I dommen fra Byretten i november 2017 lød det, at Roskilde Kommune alene har baseret sit påbud til Ole Christiansen på data fra det såkaldte Dansk Vandløbsfaunaindeks (DFVI), der er en metode, som myndighederne bruger til at vurdere kvaliteten i vandløb.
Metoden kan dog ikke anvendes til at dokumentere, om der er spildevand i vandløbet, lød det dengang. Men dér har man altså i Landsretten en anden vurdering.
- Men det er jo forkert, lyder det fra Ole Christiansen, der fortæller, at han lige nu er krænket på sin retsfølelse. Og hans troværdighed til det juridiske system er lige nu meget lille.
Sagen hos Ole Christiansen stammer helt tilbage fra 2014, hvor landmanden første gang fik besked på at forbedre sin spildevandsrensning. I 2016 blev det til et påbud.
Hos foreningen Fair Spildevand, som Ole Christiansen altså er en del af bestyrelsen af, har man længe arbejdet for, at kommunerne skal foretage konkrete vurderinger inden, at de udsteder påbud til ejendomme om at forbedre deres spildevandsrensning.
Fra Ole Christiansen lyder det, at havde han vidst, at sagen ville trække så meget i langdrag, ville han nok have betalt for den spildevandsløsning, som han dog stadigvæk er overbevist om, ikke er til meget gavn for miljøet.
- Ja, jeg skulle nok bare have betalt. Nu er det blevet en principsag for os, for det her er jo heksejagt for den enkelte borger, pointerer Ole Christiansen.
Lille fortolkningsrum
For to år siden – i forbindelse med afgørelsen i Byretten – lød det fra Roskilde Kommune, at man mener, at kommunen har bevist, at Ole Christiansens spildevand er årsag til forurening i Syvbækken.
Afdelingschef i afdelingen Miljø og Byggesag, Kim Dahlstrøm, sagde dengang, at det i byretsdommen også står klart, at det er ubestridt, at der bliver udledt spildevand fra Ole Christiansens ejendom via dræn ud i vandløbet.
- Altså det er ubestridt, at vi har en ledning fra en ejendom, der fører spildevand ud til Syvbækken. Det, som dommen (byretsdommen fra november 2017, red.) siger, er, at der ikke er dokumentation for, at det spildevand har forurenet Syvbækken i et omfang, som gør, at man ikke kan nå miljømålene.
Det er her, der ligger et lille fortolkningsrum, men hvor det er vores helt klare vurdering, at der foreligger konkret dokumentation, sagde Kim Dahlstrøm for to år siden.



































