Spildevandsudledning udsat til efteråret
Spildevandsudledningen af 290.000 kubikmeter spildevand til Øresund er blevet udsat til efteråret.

Der bliver alligevel ikke udledt spildevand i Øresund mandag morgen.
Efter først at være udsat et døgn, så er den planlagte spildevandsudledning af 290.000 kubikmeter, tæt på, urenset spildevand til Øresund, nu udsat til efteråret.
Udsættelsen kommer efter, at der både lørdag og søndag har lydt massiv kritik om planerne fra alle sider.
Til DR siger Københavns miljø- og teknikborgmester Ninna Hedeager OIsen (EL), at hun har bedt sin forvaltning om at få forsyningsselskabet Hofor til at udskyde udledningen af spildevand i Øresund til efteråret.
- Der har vist sig en mulighed for, at Hofor kan udskyde det testarbejde, de skal lave, til oktober. Det kan de, hvis Københavns Kommune gør det. Derfor har jeg bedt forvaltningen om at kræve det, siger Ninna Hedeager Olsen.
- Det giver os tid til at få svar på alle vores spørgsmål. Som det var, ville hanerne blive åbnet i morgen, og det ville jeg være rigtig ked af, fordi både jeg og udvalget har rigtig mange spørgsmål, tilføjer hun.
Ifølge miljø- og teknikborgmesteren så kendte hun ikke selv til planerne om udledningen, før historien kom i pressen.