Nyt samarbejde om økologirådgivning
Nordic Sugar og Østdansk Landboforening indleder samarbejde om økologirådgivning.

Nordic Sugar og Østdansk Landboforening indleder et samarbejde med faglig rådgivning i forbindelse med dyrkning af økologiske sukkerroer.
Østdansk Landboforening og Økologirådgivning Danmark vil nu bistå Nordic Sugar med den faglige rådgivning i forbindelse med dyrkning af økologiske sukkerroer.
Ligesom der fra Nordic Sugar tilbydes rådgivning til de konventionelle dyrkere, ønskes der også rådgivningstilbud til de økologiske dyrkere.
- Vi har ikke den økologiske kompetence ved Agricentret, og derfor har vi valgt at lave en alliance med en lokal rådgivningsvirksomhed, fortæller Bo JM Secher, som er chef for det danske agricenter ved Nordic Sugar.
- Vi har omhyggeligt undersøgt de muligheder, der kunne være, og vi er meget tilfredse med det samarbejde, vi nu indleder med Østdansk Landboforening, fortsætter Bo JM Secher.
Stærke kompetencer
Også hos Østdansk Landboforening er der tilfredshed med aftalen. Som led i en strategi om at styrke den økologiske rådgivning ansatte foreningen Hans Bach Lauritsen som økologichef for mere end et år siden.
- Aftalen med Nordic Sugar passer os fint, og den kommer på det helt rigtige tidspunkt i forhold til udvikling af foreningens økologirådgivning. I forbindelse med vores strategi har vi etableret en samarbejdsaftale med Økologirådgivning Danmark, som er landets største økologirådgivning, siger John Voss, planteavlschef i Østdansk Landboforening.
- Med den organisation i ryggen og suppleret med vores egne rådgivere, har vi stærke kompetencer inden for de specielle økologiske problemstillinger, tilføjer Torben Flinch, som er direktør i Østdansk Landboforening.
Attraktiv sædskifteafgrøde
Rådgivningen vil bestå af hyppige faglige opdateringer, deltagelse i erfagruppemøder, ligesom hver dyrker under Nordic Sugar vil få tilbud om et fagligt besøg i løbet af vækstperioden.
Agricentret fra Nordic Sugar vil også bidrage, hvor de kan, hvor Nordic Sugar i forvejen er engageret i et økologisk udviklingsprojekt, som koordineres af Nordic Beet Research.
Efter en vanskelig start i 2017, viste de økologiske sukkerroer sig som en yderst attraktiv sædskifteafgrøde med et godt dækningsbidrag i 2018.
- Vi ser frem til det kommende samarbejde, og gør opmærksom på, at det altid er muligt at få gennemført et økologitjek uden beregning, lyder det fra de to parter i det nye samarbejde.
Ved et økologitjek kan man få belyst de fordele og ulemper, der kan være forbundet med en omlægning af hele eller dele af en bedrift til økologi.