Åben stald: Tager unik og gennemtænkt farestald i brug

Peter Jacobsen og Lise-Lotte Pedersen åbner den 18. december dørene til deres nye 4.000 kvadratmeter store farestald – et unikt byggeri med 400 specialdesignede stier.

Onsdag den 18. december fra klokken 13 til 18 holder Peter Jacobsen og Lise-Lotte Pedersen fra St. Købeskov ved Veflinge åben stald i samarbejde med de mange firmaer, der har del i den 4.000 kvadratmeter nye farestald med 400 stier, der netop er bygget.

- Jeg har jo ikke valgt en stald, der har været nem at bygge. Alt er gennemtænkt og meget er individuelt designet, så vi har haft mange snakke og afprøvninger, inden der er taget endelige beslutninger, fortalte Peter Jacobsen tidligere på året, da avisen var forbi midt i byggeprocessen.

Fuldsektioneret og løsdrift

- Jeg har altid ønsket en fuldsektioneret farestald, hvor vi kan styre sundheden i besætningen og nedsætte medicinforbruget. Derudover har målet været at få søerne til at gå i løsdrift. Så når nu vi skulle bygge, så vil jeg hellere af med det gamle og få noget, der er ensrettet, siger Peter Jacobsen om bevæggrundene for byggeriet.

Har selv sammensat den bedste sti

- Jeg har ikke kunne finde svaret på, hvordan den allerbedste faresti ser ud. Så vi har opfundet den selv, siger han med et smil og en lille stikpille til Seges, han synes er for længe om at komme med den gode sti med delvist fast gulv.

- Det inventar, vi umiddelbart kunne købe, tiltalte mig ikke, så eksempelvis har vi fået farebøjlen buet i bunden, så soen ligger rigtigt, og giver mest muligt plads til grisene ved yveret de første 4-5 dage.

- Det har også været vigtigt for mig, at staldinventaret er i en kraftig kvalitet. Det skal holde i mange år og skal kunne tåle at blive brugt – både af os og af grisene.

- Samtidig skal det også være let at komme til. Derfor har en væsentlig opgave været at få både krybbe og hule placeret, så både soen og smågrisene kan håndteres fra gangen. Det er ikke arbejdsvenligt at skulle skræve hen over bokssider flere gange dagligt. Det har jeg gjort rigeligt allerede, understreger Peter Jacobsen og fremhæver de hævede hjørnekrybber i plastik.

Har fået det hele med

Peter Jacobsen fremhæver ligeledes valget af spalter, der er faldet på Schonlau spaltegulve.

- Vi har selvfølgelige et krav om, at de skal holde længe, men endnu mere vigtigt er det, at de skåner smågrisenes klove og knæ, samt gør det let for soen at rejse sig. Vi har prøvet det af, og vi er tilfredse.

Der benyttes fuldautomatisk udfodring til tørfoder fra Big Dutchman, og også her er der tænkt på detaljen.

- Vi har fået ændret i foderkassen, så den tømmer fra bunden, så der ikke står gammelt foder i kassen, fortæller Peter Jacobsen.

Derudover er der gyllekøling, linespil og automatisk gylleudslusning, samt varme i gangareal, så det sikres, at stalden udtørrer i kolde og fugtige perioder. Og så er der selvfølgelig solceller på taget.

-Vi har fået det hele med, nu muligheden er der, siger Peter Jacobsen og fremhæver, at stalden er bygget i samarbejde med lokalehåndværkere, LT Byg & Anlæg og Billeshøj Tømrerforretning.

- Jeg vil gerne stå med en stald, hvor arbejdsbetingelserne er optimale, og hvor dyrevelfærden er på sit højeste. En stald jeg skal have lyst til at vise frem og være stolt af, fastslår Peter Jacobsen, der glæder sig til stort rykind lige inden jul.

Læs også