Batch-faring holder sygdomme fra døren

Undersøgelser viser, at batch-faring hver fjerde uge øger chancerne for at opnå en PRRS-fri status hurtigere og mindsker pattegrisedødeligheden sammenlignet med ugentlige faringer

Når man praktiserer alt ind/alt ud i farestalden, bliver det betydeligt lettere at kontrollere en række sygdomme.

Alt ind/alt ud i farestalden kaldes på engelsk batch farrowing, altså hvor man lader søerne fare i grupper eller hold, og hvor der er vandtætte skodder mellem disse hold.

Ugentlige faringer er principielt også batch-faringer, men eftersom faringerne falder så tæt på hinanden, er der dog øget risiko for, af opdelingen af holdene i nogen grad fader ud. Og problemet med det er, at hele fidusen ved konsekvent batch-management dermed ryger sig en tur – ligesom de sundhedsmæssige og økonomiske gevinster.

For at sætte spot på betydningen af konsekvent batch-management har amerikanske forskere sammenlignet to management-systemer: Et system med ugentlige faringer og et system med faring i hold hver fjerde uge.

Lettere at blive PRRS-fri

Undersøgelsen viste, at der gik markant længere tid fra et udbrud af PRRS, og indtil besætningen igen var erklæret PRRS-fri, hvis man havde ugentlige faringer sammenlignet med, når man anvendte batchfaringer hver fjerde uge.

Forskellen mellem de to produktionsformer var 25 uger – altså knap et halvt år til forskel.

Tiden mellem udbrud og PRRS-fri status blev defineret som tiden fra udbruddet, til man opnåede 13 på hinanden følgende uger med negative PRRS-prøver.

En særdeles mærkbar konsekvens af, at ugentlige faringer gjorde det sværere at nå tilbage til en PRRS-fri status, var, at pattegrisedødeligheden, i perioden fra udbruddet blev konstateret og indtil besætningen igen var PRRS-fri, var 32 procent lavere i besætningen med batch-faringer hver fjerde uge sammenlignet med besætningen med ugentlige faringer.

Med baggrund i denne undersøgelse fremhæver forskerne flere fordele ved batchfaring i en artikel i mediet Pig333.com.

For ud over, at forskerne konstaterede fordele ved batch-faring i forhold til PRRS, så har de en begrundet teori om, at manglende cirkulering af dyr som følge af batchfaring også kan hjælpe i forhold til at minimere risikoen for overførsel af andre smitstoffer. Blandt forskellige influenza-typer, E. coli-diarre og andre diarre-typer som for eksempel PEDV.

Optimering af opgaver

Andre kilder fremhæver yderligere fordele ved batch-faring hver 2., 3. 4. eller 7. uge i form af blandt andet en mere effektiv produktion, idet det bliver lettere at optimere og planlægge arbejdsopgaverne.

Endelig giver ugers afstand mellem faringerne bedre mulighed for at fastholde en alt ind/alt ud-strategi, som reducerer risikoen for spredning af sygdom mellem grupper af dyr.

Metoden kræver dog god planlægning og overvågning af reproduktionscyklussen hos søerne. Til gengæld skulle der som nævnt kunne opnås væsentlige sundhedsmæssige og produktionsmæssige fordele og dermed en mulighed for forbedret økonomi i produktionen.

Læs også