Danish Crown indførte i marts en dækningsbidragsgaranti til nye, yngre andelsejere for at sikre flere grise. Det var ét blandt fem tiltag, der skal sikre flere grise, og den udvides nu til at også at omfatte nye grise til selskabet.

Frem til september 2026 vil grise, der indkøbes som smågrise, indsættes i tomme stalde og dermed øger den samlede A-mængde, således få mulighed for at modtage ny DB-garanti på 125 kroner pr. gris.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse torsdag.

- Vi mærker en klar optimisme blandt vores ejere, hvor flere gerne vil sætte grise ind , men naturligt nok også gerne vil se, at den forbedrede konkurrenceevne vedbliver. Derfor er det besluttet at fjerne noget af risikoen ved at indføre muligheden for en ny DB-garanti, som sikrer 125 kr. pr. gris ud fra de gennemsnitlige omkostninger, siger Søren Tinggaard, der er direktør i Danish Crown Ejerservice.

Gælder maksimalt 5.000 grise om ugen

Den nye DB-garanti er baseret på den beregnede notering, justeret for markedsprisen for den indkøbte smågris og opnåede tillæg som eksempelvis væksttillæg, UK-tillæg osv. Hermed afdækkes risikoen ved for eksempel at have indkøbt en for dyr smågris ift. slagtegrisenoteringen.

Garantien kræver, at der er foretaget en handel af smågris mellem soholder og slagtegriseproducent. Den vil maksimalt gælde for 5.000 grise i ugen og kræver, at der indgås forudgående aftale med Danish Crown Ejerservice. Grisene vil blive taget løbende ind, indtil målet om 5.000 er opnået.

- En stabil råvaretilførsel der svarer til vores slagtekapacitet er en hjørnesten for at fastholde en konkurrencedygtige notering. Derfor håber vi, at flere andelsejere vil se på muligheden for at tage tomme stipladser i brug og levere grise til slagtning i Danish Crown, siger Søren Tinggaard.

Dækningsbidragsgarantien vil blive beregnet årligt i forbindelse med regnskabsafslutning i Danish Crown den 30. september, og udløses DB-garantien vil den blive udbetalt ifbm. restbetalingen.

Svin