Svinenotering falder med 70 øre: - Vi ser desværre en mere voldsom reaktion end ventet
Noteringen for både slagtesvin og søer falder med 70 øre.

Arkivfoto
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Priserne på det europæiske marked for grisekød er ramt af en korrektion efter sidste uges mærkbare noteringsfald i Tyskland, skriver Danish Crown i deres markedsberetning.
- Vi ser desværre en mere voldsom reaktion end ventet. Selv om det mærkbare prisfald har stimuleret efterspørgslen, så er der flere slagterier, som sælger meget billigt, hvilket formentlig skyldes, at de skal have tømt deres kølerum hver dag og ikke har frostordrer i bøgerne. Set fra vores stol, så ser prisfaldet ellers ud til at kunne skubbe til salget og antallet af kampagner i detailhandlen og være med til at sikre en stabilisering af priserne, men om det er nok, er for tidligt at sige, fortæller Per Fischer Larsen, der er salgsdirektør i Danish Crown.
Bacon stabilt
Det er både delstykker med ben og udbenede varer, der er faldet i pris på det europæiske fastland, mens eksporten af blandt andet bacon til Storbritannien er mere stabil. Desværre er priserne på flere varer ud af Europa også gået tilbage, men det er af andre årsager.
- Vi har et fint salg ud af Europa, men de seneste kontrakter er præget af det fald, vi har set i dollarkursen det seneste halve år. Vi får faktisk uændrede eller endda en smule bedre priser for vores varer, men den laver kurs på dollaren betyder, at vores hjembragte pris er lavere. Den salgs kan vi ikke holde for, men det er ærgerligt, at det falder sammen med korrektionen i Europa, siger Per Fischer Larsen.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































