Mere protein til slagtegrise kan æde bundlinjen
Øget produktivitet kræver mere protein og aminosyrer, men merudgiften til foder skal kunne tjenes hjem, understreger svinerådgiver.

Danske slagtegrise er blevet langt mere produktive end tidligere, og derfor skal de også have mere protein og flere aminosyrer end før.
Danske slagtegrise er blevet langt mere produktive end tidligere, og derfor skal de også have mere protein og flere aminosyrer end før.
Det fremgår af nyhedsbrevet Trynekontakten fra Velas, hvor svinerådgiver Peter Mark Nielsen gør det klart, at der skal være balance mellem øget produktivitet og meromkostninger.
- Det er vigtigt at huske, at vi har grisene for at tjene penge på dem og ikke for at have en højere produktivitet end naboen. Hver gang vi øger protein og aminosyrer, koster det på foderprisen, og man kan nemt øge foderomkostningen til en slagtegris med fem kroner, påpeger rådgiveren.
Ifølge Peter Mark Nielsen er det selvfølgelig helt i orden, hvis grisen præsterer så meget bedre, at der er dækning for den ekstra foderomkostning – og lidt mere til.
- Det rigtige proteinniveau afhænger af flere forhold, hvor det vigtigste er den aktuelle foderudnyttelse, men genetikken spiller også ind, påpeger han.

- Det skal indgå i overvejelserne om valg af genetik, at slagtesvinefoderet kan være dyrere for at opnå samme resultat i stalden, påpeger Peter Mark Nielsen. Arkivfotos: Camilla Bønløkke
Hold øje med bundlinjen
Der bliver ifølge rådgiveren efterhånden lavet en del foder til slagtegrise med et protein- og aminosyreindhold, der minder om en skåneblanding til smågrise.
Og selvom det uden tvivl vil give en god tilvækst, så husk at holde øje med, om der er penge på bundlinjen.
I meddelelsen oplyses det desuden, at ligesom ornegrise skal have mere protein end so- og galtgrise, skal nogle genetiktyper også have mere for at nå i mål på alle parametre.
- Det skal indgå i overvejelserne om valg af genetik, at slagtesvinefoderet kan være dyrere for at opnå samme resultat i stalden, påpeger Peter Mark Nielsen.
Tabellen viser anbefalingen for lysin ved forskellige foderudnyttelser. Ifølge Peter Mark Nielsen kan det være ok at gå et niveau op for at sikre muligheden for at lave et bedre resultat end ved sidste hold.










































