Nyt fra konsulenten: Er du klar til fremtidens udfordringer?
Fremtidens griseproducenter er dem, som arbejder med nøgletallene og optimerer, så de hele tiden kan fremstille en billigere gris end kollegaerne.

Virksomhedsrådgiver Leif Lanng, Fjordland.
Af virksomhedsrådgiver Leif Lanng, Fjordland
Et svar på ovenstående kræver man kender sit nuværende ståsted i forhold til sine kollegaer. Smågriseproducenterne har haft nogle rigtige fine økonomiske resultater de seneste år, hvor slagtegriseproducenterne, efter et meget flot 2022, har måtte nøjes med væsentlig lavere indtjening.
Årsagen til forskellen imellem smågriseproducenterne og slagtegriseproducenterne, skyldes især en højere smågrisenotering syd for grænsen i årene efter 2022 – grundet Danish Crowns manglende konkurrenceevne.
Danske slagterier viste i 2025 en større konkurrencedygtighed, hvilket er en forudsætning for en fremtidig slagtesvineproduktion i Danmark.
Usikker fremtid
Vi i står i en tid hvor fremtiden er meget usikker med den grønne trepart, reduktion af kvælstofudledning og de politiske vinde, som ikke blæser griseproducenternes vej.
Heldigvis står erhvervet i dag stærkt økonomisk med en gennemsnits soliditet på cirka 30 procent, så der er noget at stå imod med, når fremtidens udfordringer melder sig.
Hvilken løsning der er den rette for den enkelte landmand, er meget individuel. Vigtigst er det at få lavet et ordentlig beslutningsgrundlag, hvor man kommer rundt om bedriften og de menneskelige aspekter.
Økonomiske nøgletal
Økonomiske nøgletal udgør en væsentlig del af beslutningsgrundlaget, hvis ønsket er at fortsætte en eller anden form for produktion. Fremtidig griseproduktion kræver, man er konkurrencedygtig i forhold til ens kollegaer og her er der heldigvis en masse hjælp at hente fra diverse nøgletal.
Hvert år, når regnskaberne er indberettet, kan der fra databaser hentes opfølgning, som viser hvor ens nøgletal ligger i forhold til andre. Når der tænkes økonomi, er fremstillingspriser og nulpunkter de væsentligste tal at forholde sig til.
Hvis man skal være griseproducent i fremtiden, kunne kravet for eksempel være at fremstillingspris og nulpunkt skal ligge blandt den bedste tredjedel. Hvis det ikke er tilfældet, må tallene analyseres for hvor det halter og om det er muligt at lave tiltag der forbedrer bundlinjen.
Gode tider kan medføre, man mister fokus på omkostningerne og dermed fordyre udgifterne til fremstilling af grisene. Hvis man ikke holder fokus, rammer det ekstra hårdt, når noteringen ikke kan dække omkostningerne, hvilket har været tilfældet i starten af 2026.
Fremtidens griseproducenter er dem, som arbejder med nøgletallene og optimerer så de hele tiden kan fremstille en billigere gris end kollegaerne.



































