Rådgiver: Forebyg varmestress i god tid
Flere varme dage stiller krav til ventilation, vand og fodring i stalden.

Vandventiler skal også yde optimalt i de timer, hvor vandforbruget er højest. Arkivfotos: Camilla Bønløkke
Flere sammenhængende varme dage og sommeren lige for døren betyder, at det er nu, du skal forebygge varmestress hos grisene.
Anbefalingen kommer fra rådgiver Bjarke Lassesen i nyhedsbrevet Trynekontakten fra Velas.
Her forklarer rådgiveren, at grisenes komforttemperatur typisk ligger omkring 18-22 ºC. Er udetemperaturen mere end 4 ºC over dette, får ventilationsanlægget problemer med at følge med.
Tjek ventilationen i tide
- For at sikre god funktion skal ventiler og udsug rengøres og tjekkes efter. Virker wire og opluk? Er ledeplader indstillet (efter sidste vask)? Er anlægget tjekket i min. og maks. ydelse, og fungerer overbrusningen – så er du klar, siger han.
Overbrusning og vand skal fungere
Overbrusningen skal være i orden. Bjarke Lassesen opfordrer til, at dyserne er afkalket, og at tiderne er indstillet korrekt.
- Sørg samtidig for, at vandventiler yder det, de skal – også i de timer, hvor vandforbruget er højest, påpeger han.
Tilpas fodring i varmen
Foder og aktivitet giver mere varme, og derfor er det en fordel at undgå eller mindske fodringer i de varmeste timer.
I stedet bør fodringen indstilles til de køligere tidspunkter tidligt på dagen.
Undgå varmebelastning ved håndtering
- Der skal også være fokus på varmerisiko ved udlevering og midlertidige ophold på gange. Her bør direkte sol undgås ved at sikre skygge, og der skal være luftbevægelse, lyder anbefalingen fra Bjarke Lassesen.
Hvis der ikke er mekanisk ventilation, kan vinduer, døre og låger åbnes, så den naturlige ventilation hjælper.

Ved udetemperatur over 18 grader skal der overbruses maksimalt. Hos slagtegrise er dette 3 gange i timen af 2 minutter.








































