Det er nu 50 år siden, at kimen blev lagt. Dels til den sunde, danske højproduktive kvalitetsgris, som alle i svinebranchen fortsat kender den både nationalt og internationalt, dels til det fundament af et stærkt varemærke, som virksomheden SPF-Danmark stadig står solidt på i dag.

Og selv om udviklingen i SPF-Danmark gennem årene er gået ad helt nye veje, har virksomheden fortsat sit centralt beliggende hovedkontor i de oprindelige rammer af røde sten på Drejervej i Vejen mellem Kolding og Esbjerg.

Ligeledes bygger virksomheden fortsat på stolte traditioner og ikke mindst de kerneværdier, som giver en ånd og kultur i det samlede team, der betyder, at man arbejder ligeværdigt og har hjertet med.

Fokus på sundhed og trivsel

- Når der er tale om transport af levende dyr, en masse teknik og logistik, der skal lykkes, så kræver det en stor elastik for, at det hele kan fungere. Der må jeg sige, at det er en gave, at vi har så sindssygt dygtige medarbejdere. Det er en fornøjelse at være i, understreger adm. direktør Jens Kongensholm, der naturligvis ærgrer sig over, at corona-situationen forhindrer en traditionel festlig fejring for virksomhedens medarbejdere og samarbejdspartnere og dermed en markering af, hvor virksomheden står i dag.

For logistik, handel og service kommer ikke af sig selv. Det kræver trivsel, som virksomhedens traditionsrige motto lyder »Sundhed gi´r trivsel«.

- Jeg har kun været ansat her i huset siden august sidste år, og jeg må sige, at det er virkelig en fed oplevelse at komme ind her. Her er virkelig en god stemning, både her i huset og blandt chaufførerne, lyder det fra Ditte Svendgaard, der står for HR- og kommunikation.

Hun påpeger endvidere, at der netop også er tradition for at have meget fokus på chaufførernes sundhed og trivsel. Og selskabet er kendt for, at der er gode arbejds- og lønforhold, der overholdes til punkt og prikke.

Engagerede medarbejdere

Ifølge Jens Kongensholm er det også vigtigt at fastholde chaufførerne.

- Vi har mange chauffører, der har været her i mange år, og vi ligger på en fastholdelsesprocent på 93-95 procent over 12 måneder, fortæller direktøren og understreger, at de godt 185 chauffører ikke bare er chauffører.

- De har et stort ansvar med levende dyr. Det er en unik opgave, der varetages med stort engagement, ligesom der arbejdes i høj grad med frihed under ansvar. Desuden er det vores frontpersonale, og alle sætter en stor ære i at rulle ind til rampen på det aftalte klokkeslæt og yde en god kundeservice.

Han påpeger endvidere, at der i de seneste måneder er ydet en ekstraordinær stor indsats efter udfordringerne med afsætning af grise, hvor 30 procent flere slagtegrise derfor er blevet transporteret sammenlignet med perioden før sommerferien 2020.

Svin