Ædepladser i klimastalden – en større begrænsende faktor end vi tror
Konklusionen af videoanalyser fra klimastalden er, at antallet af ædepladser er en begrænsende faktor for foderoptag og tilvækst.
Af Svinerådgiver Caroline Kold Simonsen og Nina Roland Simonsen, LandboNord
I LandboNord SvineRådgivning bruger vi videoanalyse til at undersøge grisenes adfærd, og hvordan for eksempel stiindretning påvirker produktiviteten. Vi har i længere tid arbejdet med, om der er ædepladser nok i klimastaldene, og vores resultater tyder på, at grisene er begrænset på ædepladsen lang tid før, end vi forventer.
Vi har her to eksempler, hvor antallet af ædepladser er forsøgt øget – i den ene besætning ved hjælp af et afstandsstykke imellem automaterne og i den anden besætning ved hjælp af gulvfodring. Når vi analyserer videooptagelser, så opgør vi, hvordan grisene bruger døgnet, det vil sige hvor mange minutter grisene bruger på henholdsvis hvile, aktivitet, æde ved foderautomaten, drikke ved vandkoppen eller stå i kø for at komme til at æde. Vi ved fra tidligere studier, at grise, som ikke kan komme til foderautomaten og æde, når de har lyst, ikke kan kompensere 100 procent for det manglende foderoptag på et senere tidspunkt, hvilket vil påvirke tilvæksten og foderoptaget. Vi ønsker derfor at minimere kø-tid så meget som muligt.
Afstand imellem automaterne
I den første besætning var der allerede etableret to foderautomater pr. sti, men ved hjælp af en plade blev automaterne flyttet lidt fra hinanden. Vi har en teori om, at en adskillelse mellem automaterne skaber bedre plads og dermed begrænse risikoen for kø-tid.
Resultatet af videoanalysen var tydeligt: afstand mellem automaterne øgede ædetiden for det samme antal grise med 28 minutter pr. gris, og samtidig blev kø-tiden ved automaterne reduceret med 9 minutter pr. gris. Dette antyder, at forholdsvis små justeringer ved nybyg eller renovering kan have stor betydning for, hvordan grisene præsterer.
Hyppig aktivering med gulvfodring
Det andet eksempel er en besætning, som øgede antallet af ædepladser ved at etablere gulvfodringsanlæg i klimastalden. På den måde kan der tildeles mange små portioner foder, og teorien er, at grisene derved aktiveres ofte og kan æde samtidig, som deres naturlige adfærd er.
Med gulvfodring blev kø-tiden reduceret med 20 minutter pr. gris. Ædetid ved foderautomat faldt, men det er vigtigt at påpege, at grise i aktivitet her bruger en stor del af deres tid på at æde foder på gulvet. Etableringen af gulvfoderanlægget har båret frugt, og der præsteres altid over 500 gram daglig tilvækst, samt et foderoptag over 0,9 FEsv/dag ved smågrisene i den aktuelle besætning.
Bakkes op af Seges
Konklusionen af vores videoanalyse er, at antallet af ædepladser i mange klimastalde er en begrænsende faktor for foderoptag og tilvækst. Dette bakkes op af et nyt forsøg ved Seges Svineproduktion, hvor der blev sat en ekstra foderautomat op midt i stien, hvorved antallet af ædepladser blev fordoblet. De foreløbige resultater viser, at daglige tilvækst blev øget med 30 gram pr. dag og kø-tid til automaterne blev mere end halveret.
Er du interesseret i at finde ud af, om ædepladserne er en begrænsende faktor i dine stalde, så kontakt LandboNord SvineRådgivning. Vi står klar med analyseværktøjer, en masse erfaring og mulighed for sparring omkring stidesign.