- Råvaremarkedet stiger generelt i pris, og på sojaskrå har vi det seneste halve år oplevet et væsentligt hop i prisen, der lige nu ligger unormalt højt. Og det kan have betydning for det økonomiske udbytte af grisen.

Sådan lyder det fra svinerådgiver i VKST, Kim Kofoed, der er svinerådgivningens foderspecialist.

- Det er den økonomiske gevinst i det her, der er et problem. Niveauet på sojaskrå er så unormalt højt, at det økonomiske optimale niveau ændres, og man bruger derfor for mange penge på foder, som man ikke får nogen gevinst ud af, forklarer Kim Kofoed videre.

Prisstigning modvirkes

Han råder derfor alle, der ser ind i nye kontrakter, at få justeret næringsstofferne i foderet, så produktionsomkostningerne pr. gris bliver bedre.

- Det kan betale sig at gå på kompromis med produktionsresultaterne på kød og tilvækst af hensyn til foderomkostningerne, fortæller Kim Kofoed og uddyber:

- Ved at justere ned for næringsstofferne i foderet, så vi trækker sojaskråen længere, får man et bedre økonomisk udbytte, da produktionsomkostningerne pr. styk er bedre. På den måde modvirker vi lidt af den prisstigning, der er kommet.

Prisstigningen på protein og sojaskrå specifikt har siden efteråret steget stødt. Hvor den ifølge svinerådgiveren længe har ligget på mellem 250-270 kroner, har den nu taget et væsentligt hop gennem de seneste mange måneder til nu at ligge på 310-320 kroner.

Hvor meget næringsstofferne skal justeres, er forskellig fra besætning til besætning og kommer an på den enkelte svineproduktions foderblanding og foderstrategi.

Svin