Sommerklar i soholdet
Seges Svineproduktion sætter i et webinar fokus på den problematik der kan opstå i besætningen, når høje udendørstemperaturer udfordrer i besætningen.

Den 31. maj afholder Seges Svineproduktion gratis webinar på engelsk og dansk. Emnet er sohold i sommermånederne. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
De seneste år har vist, at kurven for so-overlevelsen i sommermånederne har været dalende. Ved et webinar på mandag den 31. maj sætter Seges Svineproduktion derfor fokus på, hvordan producenter sammen med deres medarbejdere kan have fokus på at hæve overlevelsen, når temperaturen stiger i stalden.
- For os er det vigtigt, at svineproducenten får alle de forudsætninger for at kunne hæve sin so-overlevelse. Da vi har set en dalende overlevelse i sommermånederne, prøver vi med dette webinar at give gode råd til, hvordan man med få, men vigtige tiltag kommer de varme måneder i møde, fortæller Tina Birk Jensen, projektleder for SoLiv 2.0 og specialkonsulent i Seges Svineproduktion.
Undgå toksiner i foderet
Lige op til høst tømmes siloerne hos de fleste soholdere. I forbindelse med tømningen kan der forekomme toksiner i foderet, hvis det ikke gøres korrekt. Toksiner kan forsage nedsat ædelyst og dårlig malkning hos søerne. I værste tilfælde kan søerne dø, hvis toksinindholdet i foderet er for højt.
Til webinaret vil foderekspert fra VKST Kim Koefoed give gode råd og viden om, hvordan siloen tømmes og fyldes.
- Ved at have fokus på at rense, tømme og fylde din silo ordentligt kan du undgå en stigning i so-dødeligheden. Til det har vi hentet hjælp udefra, nemlig Kim, som er en af de førende eksperter, til at dele sin viden på området. Det sker både i webinaret og fra et besætningsbesøg fra en producent, lyder det fra Tina Birk Jensen.
Webinar på dansk og engelsk
For svineproducenter der har internationale medarbejdere ansat, er det også muligt tilmelde medarbejderne webinaret i en engelsk version.
Begge webinarer afholdes på mandag den 31. maj. På dansk fra klokken 12-13 og på engelsk fra klokken 13.30-14.00.
Tilmelding til de to webinarer skal ske via Svineproduktion.dk.