Danish Crown fastholder grisenotering
Danish Crown fastholder noteringen for slagtegrise, som således ligger på 11,90 kroner pr. kg i uge 24.

Leverandører af slagtesvin til Danish Crown kan forvente at få 11,90 kroner pr. kg for slagtesvin i vægtklassen 72 til 96,9 kg. Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation
Det europæiske marked er fortsat ikke kommet ud af starthullerne. Lempelserne af Covid-19-restriktionerne sker langsomt, og derfor er der ikke kommet det ventede løft i aktiviteten i Europa. Det skriver Danish Crown i deres ugentlige markedsberetning torsdag.
- Stigningen i salget til foodservice er nogenlunde på niveau med det fald, vi ser i salget til detailhandlen. En af de faktorer, der måske har været overset, er salget til kantiner over hele Europa. Der er fortsat rigtigt mange, der arbejder hjemme, og det ændrer sig næppe, før vi kommer på den anden side af sommerferien. Til gengæld kan en stor begivenhed som EM i fodbold måske sætte lidt gang i markedet, men vi savner i den grad nye impulser, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.
Den beherskede stigning i efterspørgslen i Europa mere end opvejes lige nu af et stigende udbud. Eksporten ud af Europa er faldende, og derfor er udbuddet bredt set stigende. Det ses særligt på de hele delstykker som forender og skinker, hvor det i øjeblikket ikke er muligt at drive prisstigninger igennem.
- Vi begynder at se flere varer udbudt på det europæiske marked. På nuværende tidspunkt er det ikke kritisk, og det er på et niveau, som markedet indtil videre kan absorbere. Det er ikke unormalt, at tempoet i eksporten ud af Europa går ned hen over sommeren, men lige nu er det svært at vurdere, hvordan balancen mellem udbud og efterspørgsel i Europa vil se ud hen over ferieperioden i juli og august, siger Lars Albertsen.
Til markederne udenfor Europa er der et godt salg til Japan og en jævn afskibning til Kina.
Stort set slagtet op
Ifølge Danish Crown er tilmeldingen til indeværende uge blev som forventet i prognosen, og med den slagtekapacitet, der har været til rådighed, betyder det, at der stort set er slagtet op ved indgangen til uge 24.
- Den forventede tilmelding til næste uge er af samme størrelse, og derfor forventes det, at der også vil være slagtet op til uge 25, skriver de om slagtesituationen.