Hurtigere kontrol med Danish Boksen
De første producenter har taget Danish Boksen i brug, og ifølge Seges Gris har tiltaget allerede vist sit værd ved de første kontroller. Ro i maven og hurtigere kontrol er blandt de første tilbagemeldinger

Producenter, der opretter sig som brugere af Danish Boksen, kan spare tid ved de fremtidige kontrolbesøg, hvis de samtidig sikrer sig, at de relevante dokumenter lægges ind i portalen.
Det er ikke mange dage siden, at alle producenter fik adgang til Danish Boksen.
Ved den nyligt afholdte Grisekongres i Herning blev Danish Boksen præsenteret som det nye digitale værktøj der skal lette arbejdet med hverdagens administrative opgaver ude i besætningerne. Det sikrer et overblik over den dokumentation, der kræves fremlagt ved kontrolbesøg. På den måde er Danish Boksen med til at give ro i maven, færre afvigelser og frigive mere tid til at passe grise.
- Vi har været med ude på et af de første kontrolbesøg, der er lavet hos en producent, der har taget Danish Boksen i brug. Her var både producent og kontrollør enige om, at det er noget nemmere med Danish Boksen, og at det er en stor fordel, at alt er samlet ét sted, udtaler Asger Kjær Nielsen, der er kvalitetschef for Danish-ordningen hos Seges, i en meddelelse.
Det tager selvfølgelig lidt tid at få lagt de første dokumenter ind, men når de først er lagt ind, så er det noget nemmere at gennemføre kontrolbesøget.
Dokumenter ligger ét sted
Ifølge Seges kan også kontrollanten mærke en forskel på besøget, efter Danish Boksen er taget i brug.
- Danish Boksen understøtter, at alle dokumenter fra for eksempel dyrlægen, egenkontrol og kursusbeviser med mere ligger ét sted. Vi bruger ofte rigtig meget tid på at finde alle de nødvendige dokumenter, men på den her måde, så går det hurtigere, fortæller Sofie Tønder til Seges. Sofie Tønder er auditor hos Baltic Control Certification, der står for kontrollen af Danish Produktstandard.
Producenter, der opretter sig som brugere af Danish Boksen, sparer altså tid ved de fremtidige kontrolbesøg, hvis de samtidig sikre sig, at de relevante dokumenter lægges ind i portalen.
Følg med på et kontrolbesøg hos FM Pork, Bregentved Gods, via den video, der ligger på svineproduktion.dk, hvor der også kan hentes mere information om adgangen til Danish Boksen.