- Forbered næste års færdigfoderhandel i god tid, lyder opfordringen fra svinerådgiver, der anbefaler at lade licitationsmaterialet ligge klar allerede nu.
- Oven på et år med meget turbulente foderpriser er det ved at være tid at kigge på næste års handel, og selv om vi endnu ikke ved, hvad der kommer til at ske med priserne, så ved vi, at en god forberedelse er med til at sikre dig den bedst mulige handel.
Sådan lyder det fra svinerådgiver Jonas From Katholm fra SvineRådgivningen.
I nyhedsbrevet SvineNyt fra marts gør han det dermed klart, at det ikke er for tidligt at begynde at tænke over, hvilke foderstoffirmaer man ønsker at få tilbud fra samt hvilke blandinger, det giver mening at hente priser på.
- Det er en god ide at tage tilbud hjem fra mere end et firma, da der kan være stor forskel på dem fra firma til firma. Udover foderprisen kan der også være stor forskel på, hvilke betingelser man kan få lov til at levere sit korn på, og hvad det afregnes til i byttepris, påpeger Jonas From Katholm.
Licitationsmateriale
Forberedelserne til årets største handel starter altså allerede nu, og det er derfor en god idé at have licitationsmaterialet klar, så der kan trykkes på knappen, når tiden er inde til at handle.
Hos SvineRådgivningen arbejdes der løbende med at indhente priser, og konsulenterne hjælper gerne med at finde de blandinger, der giver mest værdi i din besætning, ud fra produktionsresultater og aktuelle udfordringer.
- Vi vurderer tilbuddet samlet, tager højde for forskelle i næringsstoffer og råvarer i blandingerne, og vurderer de indkommende tilbud på et sammenligneligt grundlag, lyder det fra Jonas From Katholm.