Grundlaget for den beregnede notering ændres
I forbindelse med opdateringen af »Grundlaget for den beregnede smågrisenotering« er det af udvalget for »Den beregnede Smågrisenotering« blevet besluttet at ændre datagrundlaget for foder- og energipriser. Det oplyses på svineproduktion.dk.

Grundlaget for »Den beregnede Smågrisenotering« er blevet opdateret. I den forbindelse er det besluttet at ændre datagrundlaget for foder- og energipriser. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Udvalget for »Den beregnede Smågrisenotering« har vedtaget, at grundlaget for den beregnede smågrisenotering nu ændres.
Det oplyser Landbrug & Fødevarer, Sektor for Gris i en meddelelse på svineproduktion.dk, hvor de beskriver baggrunden herfor.
Det nye datagrundlag bygger på griseproducenternes kasseposteringer fra Ø90, som bliver opgjort på månedsniveau. Det er forudsat, at data kommer fra virksomheder med minimum 200 årssøer eller 5.000 producerede slagtegrise. Data indgår kun for de virksomheder, der har givet tilsagn til, at deres data må benyttes til statistik.
Månedlig opdatering
Det oplyses endvidere, at det har været meget vigtigt for udvalget at finde en datakilde, som giver en bedre sikkerhed for prisudviklingen, samt medfører mindre udsving fra måned til måned ved at anvende aktuelle priser.
Det er ydermere blevet analyseret, hvor stor forskel der er i foderpriserne mellem færdigfoder og hjemmeblandet foder. Færdigfoder og hjemmeblandet foder vægter hver med 50 procent af foderprisen. Foderpriserne opdateres fortsat én gang om måneden i den beregnede smågrisenotering.
Energipriserne ændres fra én årlig opdatering til at blive opdateret én gang om måneden sammen med foderpriserne.
Datagrundlaget for energipriserne er det samme som for foderpriserne, altså griseproducenternes kasseposteringer fra Ø90.
Den tidligere opgørelse
Foderpriserne har indtil nu været sammensat af kontraktpriser og markedspriser, som har vægtet 50 procent hver af foderomkostningerne. Kontraktpriser er blevet indhentet i august og januar, og eventuelt maj med store udsving i priserne, fra foderstoffirmaer fordelt over hele landet.
Herudover blev der indhentet råvarepriser til beregning af en gennemsnitlig markedspris, som blev opdateret en gang om måneden i den beregnede smågrisenotering.