Et lille udbud præger markedet, og forespørgsler fra Asien stiger. Det er blandt hovedpointerne i Danske Svineproducenters seneste markedskommentar tirsdag.
Noteringerne på det europæiske slagtesvinemarked fortsætter den stabile udvikling eller stiger lidt. Samlet set dominerer uændrede noteringer, og dynamikken i prisstigningerne i de sydlige lande aftager. Den danske notering stiger lidt efter to stabile uger.
Sådan lyder det i Danske Svineproducenters seneste markedsberetning, »Rundt i Europa«.
Udbuddet af slagtesvin på EU-markederne er fortsat lille på tværs af grænserne, og forskellige markedsinteressenter forventer, at udbuddet også er lille i de kommende måneder. I øjeblikket er det lille udbud af slagteklare grise dog tilstrækkeligt til at dække efterspørgslen i mange lande.
- Kødmarkederne har været stabile på det seneste, og der har ikke været potentiale - henholdsvis kun lidt potentiale - til yderligere prisstigninger. Markedsinteressenterne i Europa forventer dog, at efterspørgslen vil stige op til påsken. I øjeblikket stiger forespørgslerne fra asiatiske lande og øger således optimismen blandt de europæiske eksportører i forhold til, at der snart kommer de afgørende impulser i eksporten af grisekød til tredjelande, står der at læse i markedskommentaren.
Øget asiatisk efterspørgsel
Den danske notering steg derfor en smule, dog med udgangspunkt i et prisniveau, der er meget lavt i sammenligning med de øvrige europæiske noteringer. Ifølge Danish Crown begynder købere fra Asien at acceptere det højere prisniveau i Europa. Som forberedelse til påsken fremrykkes slagtesvinepartier til slagtning. Som tidligere meddelt reduceres vægtgrænsen for slagtesvin med yderligere 2 kg.
- Ifølge den spanske markedsorganisation Mercolleida er det ugentlige udbud af slagtesvin i Spanien markant lavere end udbuddet i de to foregående år, og situationen vil sandsynligvis ikke ændre sig i de kommende måneder. På grund af det lille udbud på slagtesvinemarkedet fortsætter noteringen med at stige. Dynamikken i prisstigningen aftager dog på grund af stagnationen på kødmarkedet, skriver Danske Svineproducenter.
Den franske notering, som er steget hver uge siden slutningen af 2022, stiger i denne uge kun relativt lidt, nemlig med korrigerede 0,8 cent (ca. 6 øre). På grund af strejkerne har der været problemer i logistikken på slagterierne i Frankrig på det seneste. Ifølge den franske grisebørs Marché du Porc Breton vil den gennemsnitlige slagtevægt sandsynligvis stige.
I Holland er det for tiden nemmere for slagterierne at dække deres efterspørgsel efter slagteklare grise. Den hollandske notering er uændret. I Tyskland har markedssituationen også været stabil og i balance på det seneste.