Giv fremtidens medarbejdere et indblik i en hverdag med grise
Er du bekymret over, hvordan du skal finde gode medarbejdere og ledere til din virksomhed – nu og i fremtiden? Så skal du måske takke ja til invitationen til det møde, som undervisere fra Kjærgård Landbrugsskole står bag.

Der er masser af gode arbejdspladser ude i staldene. Kjærgård Landbrugsskole ønsker i et samarbejde at vise dem frem til fremtidens medarbejdere. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Vil du være med til at vise dansk griseproduktion frem som en attraktiv arbejdsplads for landbrugselever – og forbedre mulighederne for, at de en dag vælger at søge job hos dig?
En gruppe undervisere på Kjærgård Landbrugsskole, vil gerne sørge for, at skolens elever får et bedre kendskab til arbejdet med grise.
Underviserne har imidlertid brug for hjælp til at give eleverne en positiv oplevelse af, hvordan man som professionel producent hver dag gør en forskel i arbejdet med dyrene med hjælp fra dygtige ledere og medarbejdere.
Derfor inviteres svineproducenter i Sydjylland til det første møde i »Kjærgårds Grisekorps«.
På mødet skal det drøftes, hvordan man i fællesskab kan sikre et godt samarbejde om at tilbyde eleverne et positivt indblik i en spændende branche. Efterfølgende er skolen vært ved et fælles aftensmåltid med øl/vand, hvor snakken kan gå videre.
Mødet, der afholdes i samarbejde med Seges Innovation og er støttet af Svineafgiftsfonden, afholdes onsdag den 3. maj klokken 16.30-18.30 på Kjærgård Landbrugsskole.