- Det kan koste dig dyrt, hvis du ikke holder øje med kommuneplanen i dit nærområde.

Sådan lyder det fra Sofie Hyldgaard i det seneste nyhedsbrev fra SvineRådgivningen.

Kommuneplanen er den plan, hvor kommunalbestyrelsen fastlægger den fremtidige og overordnede udvikling af byerne og det åbne land i din kommune. Her planlægges arealanvendelsen indenfor de rammer som lovgivning, geografiske forhold, naturen og lokale forhold giver mulighed for inden for interesserne af både beskyttelse og benyttelse.

Derfor er det, ifølge Sofie Hyldgaard, vigtigt at holde øje med, hvad din kommune planlægger at bruge arealerne i dit nærområde til.

- Etableres der nye rekreative naturområder? Udstykkes der nye boligområder? Ændrer nogle områder zonestatus fra landzone til byzone, eller er der måske planer om anlæggelse af større områder med solceller eller vindmøller? Alt sammen planer, der på sigt kan påvirke udviklingsmulighederne for din bedrift.

Den gældende kommuneplan for dit område kan findes på kommunens hjemmeside. Her finder du også nyt om kommende planer og ændringer, der søges om via tillæg til kommuneplanen og lokalplaner i høring.

- På hjemmesiden kan du se, hvornår planer er i offentlig høring. Planloven bestemmer, at borgerne skal kunne tage stilling til et forslag, inden det vedtages endeligt. Derfor bliver både lokalplaner og tillæg til kommuneplanen altid sendt i offentlig høring. Det er her i høringsperioden, at du som borger, har mulighed for at indsende ændringsforslag eller indsigelser til planerne, såfremt de har negativ indflydelse på din bedrift og dennes muligheder i fremtiden, lyder det fra Sofie Hyldgaard.

Hun anbefaler i øvrigt, at man tilmelder sig kommunens nyhedsbrev, hvor det er muligt, så du bliver oplyst, når der er forslag til ændringer og tillæg til kommuneplanen i din kommune.

- En god hjælp til at holde et godt øje med planerne for dit nærområde.