Overvejelserne om produktion af hangrise er meget aktuel og i regnestykket skal der også kigges på foderoptimering.
Der snakkes meget om hangriseproduktion for tiden og om hvorvidt, det kan være en profitabel forretning med fradraget på henholdsvis 53 og 35 øre pr. kg alt afhængig af, om leveringen sker til henholdsvis Danish Crown eller Tican.
- En af forudsætningerne for, at regnestykket kan gå op, og forretningen kan give overskud for landmanden, der producerer grisene er, at fodereffektiviteten stiger.
Sådan lyder det fra svinerådgiver Jonas From Katholm fra SvineRådgivningen, der i nyhedsbrevet SvineNyt forklarer nærmere.
- En gris skal have 21 gram std. ford. lysin pr. kg tilvækst, hvilket ved et normalt foderforbrug på 2,7 FEsv pr. kg tilvækst svarer til 8,0 gram std. ford. lysin pr. FEsv. Hvis det, at grisen stadig er en hangris gør, at foderforbruget falder til 2,4 FEsv pr. kg tilvækst, skal der også tilsættes mere protein samt flere aminosyrer og mineraler, da foderet selvsagt vil skulle indeholde flere næringsstoffer for, at grisen kan få en bedre effektivitet. Hvis grisen skal tildeles de 21 gram std. ford. lysin pr. kg tilvækst, skal foderet altså indeholde 8,6 gram std. ford. lysin pr. FEsv.
Merprisen pr. FEsv ved at springe fra 8,0 til 8,6 gram std. ford. råprotein pr. FEsv ligger, ifølge Jonas From Katholm, på omkring 6 øre pr. FEsv med de nuværende foderpriser, og når alle næringsstofferne skal følge med normen.
- En af udfordringerne ved at optimere foderblandingen, så den passer til hangrisene er, at den ikke nødvendigvis vil være optimal til sogrisene, og man derfor vil risikere at fodre disse med en for god blanding i forhold til det økonomisk optimale, påpeger Jonas From Katholm og fastslår, at man, medmindre man kan fodre kønsopdelt, altså skal være klar over, at sogrisene vil få en blanding, der på papiret er lidt for god.