Se video: So fik 41 pattegrise i ét kuld

En svineproducent i Brasilien gjorde store øjne, da en af hans søer for ganske nyligt fødte 41 pattegrise i det samme kuld, skriver Pig Progress.

Hvor stort er et stort kuld pattegrise? Det afhænger nok af, hvem man spørger. Normalt vil en dansk svineproducent nok mene, at et kuld på 20 er i den høje ende, men det kan på ingen måde sammenlignes med det kuld, som en brasiliansk svineproducent konstaterede, at en af hans søer havde født.

Der var således 41 pattegrise i det samme kuld. Det skriver Pig Progress. Det skete i delstaten Santa Catarina, og det var i sagens natur bemærkelsesværdigt, da søer i Brasilien i gennemsnit får kuld på 12 grise.

- Det er et meget sjældent fænomen, der kun kan forklares af en kombination af faktorer som hyperovulation og sædkvalitet af høj kvalitet samt gode miljømæssige forhold og ernæring, siger forskeren Osmar Dalla Costa ifølge mediet.

 

Ifølge gårdens driftsleder Ermani Funini skyldes det rekordstore kuld, at man har lavet en række forbedringer på gården i løbet af det seneste år.

Der er muligvis tale om en verdensrekord. Ifølge Guiness Verdensrekordbog skulle det største antal pattegrise i et kuld være 37, der blev født af en Duroc-so i 1993 nær York i Storbritannien.

Læs også