For at komme PRRS-smitten på Fyn til livs er Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris teamet op med Velas.

Startskuddet lyder den 22. maj, hvor Velas afholder et kickoff-møde for alle svineproducenter i området.

Det oplyser Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris i en meddelelse.

Formålet med mødet er, at producenter, dyrlæger og andre interessenter kan sætte gang i og følge op på aktiviteter, der vil føre til, at man i området får saneret alle besætninger med PRRS og sikrer, at det fremover kan holdes fri for PRRS.

- Området skal være et forbillede for resten af Danmark og vise, at det kan lade sig gøre at holde en region fri for sygdommen. Og de er allerede godt i gang, lyder det fra Nicolai Weber, projektleder og chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.

Hos Bjarke Lassesen, svinekonsulent i Velas, er ambitionerne høje for området.

- PRRS er en tabsgivende sygdom, som vi gerne vil reducere, og på Fyn er man allerede nået langt. Vi vil gerne blive det første område, der når at få en fri zone for sygdommen. Så vi må jo vise, hvor godt et samarbejde vi har på Fyn til forhåbentlig at nå hurtigt i mål, fortæller han.

Tre ud af fire er allerede fri

Der er mange i området, der allerede er negative for PRRS. Ud af 512 besætninger er 399 registreret PRRS-negative, 51 er positive og 14 er under sanering. De sidste 44 besætninger har endnu ikke fået en deklaration for PRRS.

- Fyn er helt sikkert på forkant med at få sygdommen udryddet. Når vi får igangsat denne koordineret indsats, så kan vi forhåbentligt opnå at få et stort geografisk område helt fri for PRRS, siger Nicolai Weber.

Første skridt er mødet i Velas. Dernæst skal både dyrlæger og rådgivere i arbejdstøjet for at hjælpe ejerne med at få de PRRS-positive besætninger saneret og holde sygdommen væk.