Siden ophøret med medicinsk zink har resistensudviklingen været stigende, og det er en udvikling, der vækker bekymring. Ifølge dyrlæge Svend Haugegaard står vi med et fælles problem, der blandt andet skal løses med øget fokus på at skelne mellem den behandlingskrævende og ikke-behandlingskrævende gris og diagnostik.
Under sidste uges So-seminar gjorde sektordirektør Christian Fink Hansen det i sit indlæg klart, at antibiotikaforbruget til smågrise har været stigende siden ophøret med medicinsk zink.
- Vi ser en relativt kraftig stigning i forbruget af Neomycin til behandling af diarré, lød det fra sektordirektøren, der påpegede, at det bekymrer ham, at de på laboratoriet i Kjellerup ser en stigning i forekomsten af resistens. Det bliver altså vanskeligere at behandle diarréer ude i staldene.